Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Patrick Olsen strålede klarest i målfest i Aarhus

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem AGF og Vejle Boldklub.

AGF - Vejle Boldklub 4-2 (2-0)
Patrick Mortensen, 1-0 (9.)
Frederik Tingager, 2-0 (17.)
Jon Dagur Thorsteinsson, 3-0 (58.)
Raphael Dwamena, 3-1 (71.)
Juhani Ojala, 3-2 (85.)
Benjamin Hvidt, 4-2 (90.)

Kampens bedste
AGF:

Der var mange gode præstationer hos AGF, og man kunne pege på en velspillende Gift Links, Jon Dagur Thorsteinsson eller målscorer Frederik Tingager. Men Patrick Olsen strålede alligevel mest på århusianernes midtbane, hvor han leverede en række skarpe afleveringer, et godt presspil og kom med et godt drev med bolden, selvom det blev til hverken mål eller en assist.

Han kan gå endnu en rigtig stor sæson i møde i Superligaen, hvis han fortsætter på den måde, og det ligner et fornuftigt indkøb af AGF.

Vejle Boldklub:
Saeid Ezatolahi var en af to debutanter i vejlensernes startopstilling, og han gjorde faktisk god figur på den centrale midtbane, hvor han var meget stærk i duellerne og fyldte meget. Han vandt også en del bolde og var et af meget få lyspunkter hos oprykkerne.

Kampens værste
Sergiy Gryn nåede at vise sig lidt frem, da Vejle sidst spillede Superliga, men han gjorde ikke meget godt mandag aften. I de første 45 minutter havde han godt nok en afslutning, men han smed også ofte bolden væk og var generelt dårligste mand på et overmatchet Vejle-mandskab.

Kampens detalje
Det er ikke ofte, at man ser et hold straffe et andet hold på samme måden igen og igen og igen, men det skete på Ceres Park mandag aften. AGF kom gang på gang til store chancer ved indlæg, hvor Vejle Boldklub slet ikke kunne holde styr på Patrick Mortensen og især Frederik Tingager. Begge scorede med hovedet, mens Tingager endda også var stærkt involveret, da Thorsteinsson scorede det tredje mål.