Silkeborg IF – FC København 1-1 (1-0)
Vegard Moberg, 1-0 (35’)
Jens Stage, 1-1 (65’)
Kampens bedste
Silkeborg IF:
Det er svært at overse en Silkeborg-spiller, der scorer det, der på et tidspunkt lignede et sejrsmål mod FC København, og Vegard Moberg var endda også god i et par defensive sekvenser. Men dagens vigtigste for hjemmeholdet var alligevel Frederik Alves Ibsen og Kees Luijckx. Forsvarsduoen clearede gang på gang boldene fra de bagerste geledder og var vigtige, da der virkelig skulle forsvares i anden halvleg.
FC København:
Karl-Johan Johnsson er blevet det ubestridte førstevalg i FC København, og det er med god grund. Svenskeren præsterer igen og igen på et højt niveau, og han var også imod Silkeborg en vigtig spiller. "Kalle" Johnsson leverede adskillige store redninger, og uden ham havde Silkeborg IF formentlig scoret mere end et mål.
Kampens værste:
Der er flere at tage af på FC Københavns mandskab til denne kategori. Michael Santos, Pep Biel og Andreas Bjelland efterlod ikke et stærkt indtryk, men prisen går til Karlo Bartolec. Den kroatisk højre back fik chancen i stedet for Guillermo Varela, men han gjorde intet for at beholde pladsen. Bartolec havde store problemer i det defensive, hvor Nicolai Vallys drev gæk med ham, og han bidrog heller ikke med det store i det offensive.
Kampens detalje:
Silkeborg IF fik point imod FC København, og det var målmand Rafael Romo med til at sikre. Især i starten af anden halvleg havde Romo en fantastisk redning. FC Københavns Michael Santos modtog bolden nær straffesparkspletten og afsluttede, men den venezuelanske keeper kastede sig og fik afværget skuddet med én hånd. Det var ikke Romos eneste flotte redning i kampen, men det var hans bedste.
Det kan også fremhæves, at Jens Stage fik revancheret sit brændte straffe mod Celtic, da han kom på tavlen mod Silkeborg og sørgede for, at det ikke blev til et nederlag.