Silkeborg IF - Lyngby Boldklub 2-0 (0-0)
1-0 Nicolai Vallys (60.)
2-0 Nicolai Vallys (79.)
Kampens bedste
Silkeborg IF:
Hjemmeholdet er rykket ned, men Silkeborg har spillet godt efter coronapausen. Lørdag fortsatte de positive takter med en stærk indsats mod Lyngby, der bød på flere gode kombinationer og en stærk defensiv. Mads Emil Madsen spillede stærkt i sin afskedskamp på JYSK Park, mens også den dobbelte målscorer Nicolai Vallys var en evig trussel i offensiven.
Hvis man skal se udover Vallys, bør man dog også nævne midtstopper Frederik Alves Ibsen, der kontrollerede defensiven stærkt, men også var en vigtig første mand i kombinationsspillet, hvor han ofte bød ind med gode afleveringer op igennem midten.
Lyngby Boldklub:
Gæsterne startede egentlig fint, men i resten af kampen bød De Kongeblå ikke ind med det store. Det hjalp lidt på det med systemændringen med en halv time igen, men over hele kampen var der ikke mange stærke præstationer. Patrick Da Silva leverede dog fin fight på sin venstre back, hvor han også ofte kom med frem i fine løb, mens også Gustav Marcussen gjorde et fint indhop.
Kampens værste
Cheftræner Christian Nielsen gjorde det klart inden kampen, at Lyngby Boldklub selvfølgelig gik efter alle tre point i Silkeborg lørdag eftermiddag. Mens Silkeborg ikke havde noget at spille for, var Lyngby nemlig presset til sejr for at sikre sig overlevelse i Superligaen. Nu må Christian Nielsen så forsøge at svare på, hvorfor det slet ikke kunne ses på gæsterne, der udover de første fem minutter så energiforladte og idéløse ud.
Helt frem til Silkeborgs første scoring med en halv time igen lignede Lyngby mest af alt et hold, der spillede efter 0-0. Offensivt bød gæsterne ikke ind med nogen som helst, og man virkede slet ikke desperate efter at få bolden fra hjemmeholdet. Særligt offensivsspillere som Rezan Corlu og Frederik Gytkjær bød slet ikke ind med nok for gæsterne, der nu skal sætte deres lid til OB, hvis de ikke vil ud i en direkte overlevelseskamp mod Hobro.
Kampens detalje
24-årige Gustav Dahl fik i sidste runde comeback efter to års skadeshelvede med et indhop mod SønderjyskE, og lørdag startede han så endelig en fodboldkamp igen, da han spillede fra start på Silkeborgs venstreback.
Derfor måtte det også have gjort endnu mere ondt på forsvarsspilleren, da han i midten af første halvleg blev skadet i et sammenstød og måtte lade sig udskifte i pausen. Man må håbe for Dahl, at det ikke er for alvorligt.