Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Brøndby-duo brillerer i VAR-show

Tipsbladet.dk zoomer ind på kampen mellem Brøndby IF og Lyngby BK.

Brøndby IF - Lyngby Boldklub 4-1 (1-0)
Jesper Lindstrøm, 1-0 (2.)
Mikael Uhre, 2-0 (46.)
Sigurd Rosted, 3-0 (55.)
Jesper Lindstrøm, 4-0 (79.)
Magnus Warming, 4-1 (90.)

Kampens bedste
Brøndby IF:

Mikael Uhre har taget syvmileskridt i sin udvikling i denne sæson. Den 26-årige angriber blev ikke brugt meget i sidste sæson, men i år har han været en stor profil på Vestegnen, og det var han gps mandag aften. Med mål og assist havde han en stor aktie i sejren, og han leverede samtidig et arbejdsraseri og kom til flere chancer. I første halvleg fik han også et ellers flot mål underkendt, da bolden havde været ude over baglinjen.

Man kan også fremhæve Jesper Lindstrøm stort set hver uge efterhånden. Den 20-årige midtbanespiller stråler ganske enkelt for Brøndby IF, og i dag leverede han to kasser. 

Lyngby BK:
Det er svært at være glad efter et nederlag, men Mathias Hebo Rasmussen leverede en flot indsats på Lyngbys midtbane, hvor han fyldte godt og kom med flere gode afleveringer. Det trækker lidt ned, at han fik brokket sig til et gult kort efter sin udskiftning, men alt i alt var han en af de bedre hos De Kongeblå.  

Kampens værste
Brøndby vandt godt nok kampen med tre mål, men Josip Radosevic leverede ikke ligefrem sit livs kamp. Kroaten var ikke bedste venner med bolden, som han smed væk ofte, og han var det svageste led på de blå-gules midtbane. Især i første halvleg, hvor Lyngby BK pressede godt på. Han var desuden også ved at forære Lyngby et mål tidligt i kampen, da han headede bolden tilbage i Brøndby-feltet til en helt fri Emil Nielsen, der godt nok misbrugte den gigantiske chance.

Kampens detalje
VAR har for alvor gjort sit indtog i Superligaen i denne sæson, og videodommersystemet stjal også fokus i mandagskampen. I første halvleg følte Lyngby BK sig snydt, da Mathias Hebo Rasmussen blev nedlagt i Brøndbys felt, uden at situationen blev kigget igennem efterfølgende. Og efter pausen kom VAR også i fokus, da Mikael Uhres mål blev tjekket igennem og godkendt, selvom det lignede, at angriberen var offside. Flere andre gange kom VAR også i fokus, men de to nævnte var de mest fremtrædende eksempler.