Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: AGF overtager førstepladsen efter sen sejr i Lyngby

Tipsbladet.dk har zoomet ind på kampen mellem Lyngby Boldklub og AGF. Læs bedst og værst her.

Lyngby Boldklub - AGF 1-2 (1-0)
1-0 Victor Torp (2')
1-1 Kevin Diks (50')
1-2 Jon Dagur Thorsteinsson (89')

Kampens bedste

Lyngby Boldklub
I sidste sæson var det Rezan Corlu, der på en lejekontrakt fra Brøndby IF, stod for Lyngbys kreativitet offensivt, og som kunne bringe noget uventet individuel kvalitet. I denne sæson kan det være at 21-årige Victor Torp fra FC Midtjylland kan udfylde den rolle. Mod FC København kom han for første gang i karrieren på tavlen i Superligaen, og mod AGF var han god igen. Når Lyngby havde sine gode perioder i kampen, var det når Torp sugede bolden til sig og fordelte den, og det var såmænd også Victor Torp, der efter blot to minutter bragte hjemmeholdet i front og gjorde resten af kampen svær for AGF.

AGF
Det var op ad bakke for AGF, efter at gæsterne kom bagud tidligt i opgøret, men aarhusianerne kæmpede sig tilbage i opgøret og var langt hen ad vejen det mest dominerende hold på banen. Gæsterne skabte chance på chance og set på antallet af chancer - og karakteren af nogle af dem - burde David Nielsens tropper også have vundet meget mere komfortabelt, end de endte med at gøre. Men sejren kom i hus - særligt takket være en stærkt anden halvleg, hvor AGF hævede intensiteten og pressede Lyngby i bund. Bror Blume var stærk på midtbanen, inden han lod sig udskifte, mens også Patrick Mortensen var en konstant trussel i offensiven. Også skal Jon Dagur Thorsteinsson også fremhæves for et blændende indhop, der også kastede et flot matchvindermål af sig. 

Kampens værste
Christian 'Greko' Jakobsen havde fået chancen fra start for Lyngby efter at han sad ude i sidste runde, men det var ikke meget, man så til den tidligere SønderjyskE-profil mod AGF. Offensivsspilleren blev - formentlig - blandt andet derfor også taget ud efter en times spil. 

Kampens detalje
Det hurtige 1-0 mål fra Victor Torp satte ikke blot rammen for resten af kampen og gav Lyngby Boldklub det fornødne håb om, at de kunne få noget med mod sidste sæsons bronzevindere. Det var også et glimrende mål af den unge FCM-lejesvend, der viste prøvelser på sin glimrende teknik, da han tog en returbold flot ned med brystet, inden han i næsten samme bevægelse tog bolden videre med låret og sparkede bolden ind bag en chanceløs Kamil Grabara med venstrebenet.