Video : Tipsbladet
Superliga

Bayern og Spurs scouter stjerner fra FCM og BIF

Der er prominent besøg på stadion i Herning her til aften, hvor FC Midtjylland og Brøndby IF danser gulddans.

HERNING (Tipsbladet): Det er nogle af Superligaens dygtigste og mest lovende spillere, der er i kamp i dag på MCH Arena.

Gæsterne har profilerede Yuito Suzuki og Nicolai Vallys i aktion på Brøndbys velsmurte kollektiv, mens det unge es Mathias Kvistgaarden stadig er skadet.

Hvis man som mange klubber ude i Europa helst vil købe de yngre spillere, byder FC Midtjylland på nogle af Superligaens mest lovende navne overhovedet i form af Darío Osorio, Franculino og Oliver Sørensen, mens også Mads Bech Sørensen og Cho Gue-sung vækker interesse efter gode præstationer i sæsonen.

Og det er nogle gode udenlandske klubber, der kigger forbi Herning i dag, for ikke at sige nogle af de bedste i verden overhovedet.

Således er Bayern München ifølge Tipsbladets oplysninger til stede på stadion i Herning, og det samme er Premier League-klubben Tottenham.

Det kan lyde helt skørt, at Champions League-semifinalisten Bayern München skulle have nogen som helst interesse i Superligaen, uanset talenternes størrelse.

Men Bayern har netop tabt mesterskabet til Bayer Leverkusen og er i gang med en opsigtsvækkende og kontroversiel kursændring, hvor tidligere Red Bull-profiler fra Leipzig og Salzburg indtager ledende positioner.

Foto: Alamy

Selv om Ralf Rangnick, der på mange måder er hjernen bag Red Bulls fodboldprojekt, sagde nej til at tage trænerjobbet, ser FC Bayern ud til at trykke resetknappen helt i bund, ikke helt ulig Paris Saint-Germain for 12 måneder siden, hvor de såmænd også var forbi Superligaen for at se på Ernest Nuamah i forberedelsen på en voldsom foryngelseskur efter æraen med Lionel Messi og Neymar.

Tottenham var under Antonio Conte og José Mourinho absolut ikke kendt for at satse ungt, men gjorde nærmest det modsatte for at komme i Champions League, så også for Spurs' vedkommende giver det mening at føle efter, hvordan dygtige unge spillere i mellemstore ligaer klarer sig, uden det nødvendigvis kaster et klubskifte af sig til sommer.

Ud over de to storklubber er en række andre prominente klubber fra blandt andet Tyskland, Italien og Holland på MCH Arena til aftenens topkamp, hvorfra en række spillere givetvis er at finde i udlandet om et år eller to.

I flokken af besøgende er der også klubber, der kunne være interesserede i mere etablerede spillere på de to hold, der ikke nødvendigvis har prisskilte oppe i retning af de 75-100 millioner kroner.

Læs også Tipsbladets analyser af økonomien og transferudsigterne i FC Midtjylland såvel som i Brøndby IF, og hvor det ikke er så mærkeligt eller forkert, hvis FCM igen til sommer bruger store millionbeløb på transfermarkedet.