Bayern München er godt på vej til at vinde det niende tyske mesterskab i træk, og onsdag forsvarede storklubben sin førsteplads med en 1-0-sejr ude over Augsburg.
Det holdt dog hårdt for Bayern, der var under pres i anden halvleg, hvor hjemmeholdet misbrugte et straffespark.
Med Mads Pedersen på bænken kom Augsburg bagud allerede efter 12 minutter på et straffespark begået mod Lucas Hernández for farligt spil.
Den suveræne ligatopscorer, Robert Lewandowski, eksekverede og nettede for 22. gang i ligaen i sæsonen.
Bayern dominerede markant og burde have gået til pausen med en føring på 2-0 eller 3-0.
Augsburg kom bedre med i begyndelsen af anden halvleg og havde et par gode angreb. Et kvarter før tid fik Augsburg så den bedst mulige chance for at udligne.
Bayerns Benjamin Pavard havde arm på bolden, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Alfred Finnbogason blev sat til at sparke, men sparkede på foden af den ene opstander.
Bayern levede livet farligt til det sidste, og Augsburg var tæt på med et hovedstød i tillægstiden, men 1-0 holdt hjem.
Dermed har Bayern 39 point, mens RB Leipzig rykkede frem på andenpladsen med 35 point med onsdagens hjemmesejr på 1-0 over nummer seks, Union Berlin.
Der var tale om et danskeropgør, men Yussuf Poulsen fik dog kun de sidste minutter på banen hos Leipzig, mens Marcus Ingvartsen fik fuld spilletid hos berlinerne.
Det blev dog en anden skandinavisk indskifter, nemlig Emil Forsberg, der blev Leipzig-helt med sejrsmålet 20 minutter før tid.
Jacob Barrett Laursen fik en vigtig rolle, da Arminia Bielefeld hjemme vandt 3-0 over Stuttgart.
Den tidligere OB-back leverede assisten, da Fabian Klos scorede til 1-0 efter knap en halv time.
Med sejren er Bielefeld igen foran Köln lige over nedrykningsstregen.
/ritzau/