Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk EM-værtskab i fare? Klubboss med nedslående melding

Ifølge Bayern München-formand Karl-Heinz Rummenigge kan EM ende med at blive afholdt i et enkelt land.

De danske drømme om tre EM-gruppekampe på hjemmebane i Parken til sommer risikerer at smuldre.

Ifølge Karl-Heinz Rummenigge, der er klubformand for Bayern München og en stor figur i europæisk fodbold, overvejer præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, at afholde EM-slutrunden i et enkelt land på grund af coronapandemien.

Det siger han ifølge AFP i et interview med München-aviserne Münchner Merkur og Tz.

I den oprindelige plan skulle europamesterskabet være afholdt i sommeren 2020 med København som en af 12 værtsbyer.

Pandemien udsatte dog slutrunden med et år.

- Man skal ikke glemme, at denne særlige turnering blev skabt i en tid, hvor coronavirus endnu ikke eksisterede, siger han.

- Dengang var det et initiativ fra EU-Kommissionen, som ville have fodbolden bredt repræsenteret i Europa.

- Men jeg ved, at Uefa-præsident Aleksander Ceferin, som går meget forsigtigt til værks med covid-19, overvejer, om det ikke giver mere mening at afholde turneringen i ét land.

En talsmand fra Uefa afviser ikke historien over for AFP, men understreger, at der ikke er yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Ifølge talsmanden arbejdes der stadig på en slutrunde med forskellige værtslande og tilføjer, at der arbejdes med scenarier for fyldte tribuner, delvist fyldte tribuner og tomme tribuner.

Efter planen skal EM afvikles fra 11. juni til 11. juli.

/ritzau/