Azer Busuladzic kan havne i USA
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Azer Busuladzic kan havne i USA

Azer Busuladzic kan være på vej til Atlanta United FC. Spillerens repræsentanter har set forholdene an i den amerikanske klub.

Der er langt fra den fynske Ådal til USA, men tidligere på måneden tog Emil Larsen turen, da han skiftede fra OB til Columbus Crew. Nu kan en anden OB-spiller gå i Larsens fodspor og tage springet til staterne. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger tiltrækker Azer Busuladzic sig interesse fra klubben Atlanta United FC.

Klubben fra den tidligere OL-by har gang i et spændende projekt, og målet er, at holdet i 2017 skal være at finde i landets bedste række, Major League Soccer. I den forbindelse har klubben brug for forstærkning, og Azer Busuladzic er højt på blokken.

Midtbanespillerens repræsentanter befinder sig i øjeblikket i USA for at se nærmere på forholdene i Atlanta United FC.

Transfervinduet i USA lukker først om noget tid, så klubben er ikke presset i forhold til at få en aftale i stand med OB i løbet af mandagen. Indtil videre er der heller ingen kontakt  mellem de to klubber. Azer Busuladzics kontrakt med OB udløber efter denne sæson.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Azer Busuladzics agent, Denis Celebic.