Avis: Sisto forlangte en højere løn af FCM, end han får i Celta Vigo
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Sisto forlangte en højere løn af FCM, end han får i Celta Vigo

FC Midtjylland ville ikke gå med på Pione Sistos økonomiske krav, og derfor må mestrene se offensivspilleren gå til FC København, skriver BT.

FC Midtjylland besejrede FC København på fodboldbanen i den forgangne sæson, men på transfermarkedet ser løverne ud til at sætte de danske mestre på plads i kampen om Pione Sisto. BT erfarer som flere andre, at offensivspilleren er meget tæt på at skifte til vicemestrene.

Der var nok mange, der havde ventet at se Pione Sisto i FC Midtjylland, hvis han vendte hjem til dansk fodbold denne sommer, og ulvene gjorde da også et forsøg på at lokke den fortabte søn retur, men det var reelt aldrig i nærheden af at blive en realitet.

Læs også:Avis: Pione Sisto på plads i FC København

BT skriver, at Pione Sisto krævede en kæmpe lønpakke af FC Midtjylland - med sign-on-fee medregnet forlangte offensivspilleren en årsløn på 12 millioner kroner, og det er faktisk mere, end han på nuværende tidspunkt tjener i Celta Vigo, hvor Sisto angiveligt hæver 10 millioner årligt.

Derudover er der en transfersum på 22,5 millioner kroner, der skal betales, og det gjorde altså, at FC Midtjylland trak følehornene til sig. 

Læs også:Avis: Pione Sisto forlanger kassen af FC København

I FC København fortsatte man kampen, og det tyder på, at løverne er nået i mål med en aftale. Ekstra Bladet skrev tidligere onsdag, at de to parter er nået til enighed om en sign-on-fee på 7,5 millioner kroner og en årsløn på 7,5 millioner. 

Pione Sisto ventes at underskrive en fireårig aftale med FC København. 

Læs også:Se billedet: Pione Sisto-agent spottet foran Telia Parken

Læs også:Andreas Skov Olsen tæt på ny klub

Læs også:Telia stopper som sponsor i næste uge: Parken skal have nyt navn