Det har ikke været noget lykkeligt ægteskab mellem Sebastian Grønning og AGF, siden parterne fik papir på hinanden i sommer, og nu trækker det op til en skilsmisse mellem Superliga-klubben og den 25-årige angriber.
Sebastian Grønning, der tidligere har slået sine folder i Sydkorea, kan atter være på vej til udlandet, men denne gang ikke nær så langt væk, og han behøver ikke noget sprogkursus. Ifølge Telemarksavisa viser den norske klub Odd interesse for Sebastian Grønning.
Odd's sportschef har været i dialog med AGF's Stig Inge Bjørnebye om en transfer, men der er endnu ikke opnået enighed, selv om der ikke er nogen tvivl om, at århusianerne er villige til at slippe reserveangriberen.
I Norge kan angriberen komme til en klub, der i sidste sæson blev en flot nummer fem i Eliteserien.
Sebastian Grønning har blot spillet 92 Superliga-minutter for AGF siden sin ankomst, og han er noteret for en enkelt scoring. Angriberen har kontrakt med århusianerne frem til sommeren 2025, men så længe er han næppe at finde på Fredensvang.