Jesper Fredberg bliver med al sandsynlighed annonceret som ny sportsdirektør i den belgiske storklub Anderlecht. Det skriver avisen La Dernière Heure torsdag morgen.
Viborg-bossen er lige nu i gang med at se nærmere på det tilbud, han har modtaget fra Anderlecht, og der er meget at glæde sig over for Jesper Fredberg, der foruden at skulle arbejde for én af Belgiens største klubber også kan se frem til et markant lønhop i Bruxelles.
Ser man bort fra Bernio Verhagen-miseren har Jesper Fredberg ydet et fortræffeligt stykke arbejde i domkirkebyen, hvorfor der ikke er så meget at sige til, at han er interessant for større adresser.
Da Jesper Fredberg kom til Viborg FF i maj 2019, høstede jyderne en tilværelse i den næstbedste række - nu er klubben på en solid andenplads i Superligaen og har fået lejlighed til at snuse til europæisk fodbold i denne sæson.
Et ophold i udlandet er ikke uvant for århusianeren Jesper Fredberg, der både har været på Cypern og i Grækenland hos henholdsvis Omonia Nicosia og Panathiniakos. Nu ser næste stop ud til at blive Anderlecht, som han skal være med til at genrejse efter nogle sløje år.
Anderlecht befinder sig i øvrigt i Danmark denne torsdag - i aften møder holdet Silkeborg IF i Conference League.