Avis: Fire mand kan forlade AaB og frigive løn til Lucas Andersen
AaB arbejder på at lukke en permanent aftale med Lucas Andersen, og det forventes, at nordjyderne i løbet af foråret kommer i mål med missionen og får den succesfulde nummer 10 på en lang aftale.
Lucas Andersen er dog ikke nogen billig herre.
Dels skal AaB betale en transfersum til Grasshoppers, omend der er tale om en forholdsvis beskeden én af slagsen, og dels skal Lucas Andersen naturligvis have løn. Det er især lønpakken, der tvinger sportsdirektør Allan Gaarde til at hive kuglerammen frem. Ifølge Ekstra Bladet vil Lucas Andersen være den bedst lønnede i AaB, og avisen nævner et beløb på minumum 12 millioner kroner over fire år.
De penge skal Allan Gaarde finde et sted, og en løsning er at frigive nogle af de aktuelle lønkroner i truppen. I den forbindelse kan fire spillere være på vej ud, skriver Ekstra Bladet.
Rasmus Würtz og Kasper Risgård har kontraktudløb til sommer og er oppe i årene, så de kan meget vel være fortid i AaB efter denne sæson - især med tanke på, at deres sportslige betydning har været til at overse i indeværende sæson. Det er velkendt, at Filip Lesniak skal væk, og Ekstra Bladet melder desuden, at Kristoffer Pallesen ventes at forlade AaB senest til sommer.
Den 28-årige højre back kom til AaB fra Viborg FF i sommeren 2017 og har svinget meget i sine præstationer, hvorfor det heller ikke er usædvanligt, at Pallesen starter på bænken. Nu skal han altså være på vippen i AaB, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2020.
AaB er på syvendepladsen i Superligaen og kæmper dermed en hård kamp for at snige sig med i mesterskabsspillet.