Avis: FC Midtjylland kræver op mod 75 millioner kroner for Onyeka
De danske mestre fra FC Midtjylland jagter et europæisk gruppespil, og derfor bliver det meget dyrt, hvis der skal købes nogle af klubbens spillere, inden man ved, om man er med eller ej.
Selv når det er afgjort, om FC Midtjylland kommer i Europa, bliver spillerne ikke solgt til spotpris.
Og derfor skal Club Brugge nok ikke gøre sig meget store forhåbninger om at hente midtbanespiller Frank Onyeka.
Læs også:Avis: Belgiske mestre jagter FC Midtjylland-stjerne
Nigerianeren er efter en strålende sæson højt på ønskelisten hos de belgiske mestre, men den belgiske avis Het Nieuwsblad fortæller nu, at klubben kun har budt et beløb på omkring 26 millioner kroner for spilleren, der har fire år igen af aftalen med FCM.
Selv hvis belgierne hæver beløbet en smule, er det ifølge Het Nieuwsblad meget langt fra det beløb, FC Midtjylland ønsker.
Ifølge Het Nieuwsblad kræver FC Midtjylland mindst otte til 10 millioner euro for midtbanestjernen. I danske kroner er det mellem 60 og 75 millioner kroner. Samtidig kan der komme bonusser for præstationer og videresalg.
Læs også:Jakob Poulsens råd til Onyeka: Tag til en topliga
Derfor kan man heller ikke just påstå, at Frank Onyeka er tæt på at forlade det midtjyske for i stedet at blive Club Brugge-spiller.
Onyeka har spillet i FC Midtjylland siden 2016 - i den seneste sæson spillede han 32 af 36 kampe for de danske mestre.
Han er ikke den eneste FC Midtjylland-spiller, der er eftertragtet. Også Erik Sviatchenko og Evander er spillere, som udenlandske klubber har på ønskelisten.
Læs også:Midtbanekriger er årets spiller i FC Midtjylland
Læs også:Superligaen er ved vejs ende: Disse spillere topper listerne
Læs også:Sådan stemte trænerne til Forårets Profil