Han spillede fire gange i Superliga-foråret for AGF og gjorde det mere end fornuftigt, 19-årige Daniel Thøgersen, men indtil videre er det ikke blevet til spilletid på denne side af sommerferien for venstrebacken.
Daniel Thøgersen er da også i hård konkurrence, for Aarhus-klubben råder over Casper Højer Nielsen samt det australske nyindkøb Alex Gersbach, som man hentede i hollandsk fodbold.
Den hårde konkurrence har ifølge avisen Ekstra Bladet fået både Brøndby IF og OB til at vise interesse for Daniel Thøgersen, der har kontraktudløb i sommeren 2020. Det fremgår dog ikke, om der er noget konkret på spilleren.
I OB har Jacob Barrett Laursen også kontraktudløb om godt et år, mens Brøndby kun har Anthony Jung som decideret venstre back.
Daniel Thøgersen har kampe for diverse danske ungdomslandshold. Han spillede ungdomsfodbold i Brabrand, inden han i 2012 skiftede til AGF.
AGF møder mandag aften AC Horsens på egen bane i Aarhus. Her ventes Casper Højer Nielsen at være med fra start.