Avis: Belgisk klub jagter Aboubakar Keita
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Belgisk klub jagter Aboubakar Keita

FC København-spilleren er angiveligt på radaren i både Belgien og Frankrig.

KV Mechelen lagde i den forgangne sæson navn til en af de mest dramatiske nedrykninger i europæisk fodbold, da holdet blev sendt ud af den bedste belgiske række af Eupen, der var ét mål bedre i det samlede målregnskab. Eupen sneg sig forbi KV Mechelen i sidste spillerunde, fordi holdet formåede at score fire mål mod Mouscron i de sidste 18 minutter af opgøret.

Nu arbejder KV Mechelen på at ruste sig til en hurtig tilbagevenden til Belgiens fineste fodboldselskab, og i den forbindelse har klubben blandt andet fået tilsagn fra den danske angriber Nicklas Pedersen om, at han tager turen med ned i næstbedste række. Der skal imidlertid også forstærkninger på bordet, og én af dem kan komme fra FC København.

Ifølge Het Nieuwsblad jagter KV Mechelen midtbanespilleren Aboubakar Keita, der umiddelbart har lang vej til spilletid hos FCK, hvor navne som Jan Gregus, Carlos Zeca, Rasmus Falk og William Kvist umiddelbart er foran i køen. Interessen fra KV Mechelen skal fortsat være på et tidligt stadie. I sidste uge skrev det franske medie Football365, at også Le Havre fra Ligue 2 har Keita på blokken.

Aboubakar Keita var i sidste sæson udlejet til Halmstad, men vendte tilbage til FC København ved juletid. Han var skadet stort set hele foråret og fik derfor ikke spilletid.

Nu er spørgsmålet, om 20-årige Aboubakar Keita har spillet sin sidste kamp for FC København. Det er blevet til ti optrædener på førsteholdet for ivorianeren, der har to-et-halvt år tilbage af sin kontrakt.