Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Bashkim Kadrii forhandler med OB

Bashkim Kadrii kan være på vej til OB for tredje gang i karrieren.

Bashkim Kadrii kan være tæt på sit tredje ophold i OB, skriver BT.

Ifølge avisen er den 29-årige offensivspiller kommet ud af aftalen med Al-Fateh fra Saudi-Arabien, og det skete før transferdeadline i mandags. Dermed er Kadrii fri til at forhandle med andre klubber. Og det gør han.

Bashkim Kadrii og OB forhandler om en kontrakt, og begge parter skal være positivt indstillede på at finde frem til en løsning, der gør københavneren til OB-spiller for tredje gang.

Bashkim Kadrii er noteret for 169 kampe for OB, og de dækker som nævnt over to perioder. Fra 2010 til 2014 tørnede han ud for fynboerne, og det samme gjorde han i halvandet år fra sommeren 2018.

Nu er spørgsmålet, om det bliver alle gode gange tre for Bashkim Kadrii og OB.