Jakob Ankersen stopper i AGF.
Det afslører kantspilleren overfor bt.dk.
Offensiv-spilleren har været en markant spiller for den succes-sæson, der søndag kastede de første medaljer af til Aarhus-klubben i 23 år, men selv om AGF har forsøgt at forlænge spillerens kontrakt, ender det med en skilsmisse.
Jakob Ankersen følte aldrig at kontrakt-udspillet, der lød på en et-årig forlængelse, var godt nok fra AGF's side.
- Jeg synes selv, at jeg har været rigtig god i mesterskabsslutspillet og står ikke i en situation, hvor jeg skal takke ja til en etårig aftale, der indikerer, at jeg skal være en gardering på pladsen.
- Det var den følelse, jeg fik med tilbuddet, og det var aldrig til overvejelse. Det sagde jeg også til ‘PC’ (AGF's sportschef, red) med det samme. Jeg ved, at jeg ikke har været grådig, men de kom aldrig med noget på et seriøst plan, siger Jakob Ankersen til bt.dk.
Jakob Ankersen er noteret for seks scoringer i sæsonen - senest, da AGF vandt med 4-2 ude over FC København. Kantspilleren har været tre sæsoner i AGF, hvor det er blevet til 87 kampe og 19 scoringer i Superligaen.