Ankersen-tvillinger: Gik op i fest og ballade

Peter og Jakob Ankersen er begge udtaget af landstræner Morten Olsen til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Italien og Malta. Mens Peter Ankersen allerede har fået debut under Morten Olsen er det første gang, at tvillingebror Jakob får chancen for sin første A-landskamp. 
 
Tipsbladet mødte de to fodbold-tvillinger til en snak i efteråret 2012, hvor de to EfB-profiler afslører, at de ikke altid har fokuseret på fodbold som det vigtigste i livet.

BRAGT I TIPSBLADET 16. NOVEMBER 2012

Som tvillingebrødre vi dele

Med Peter Ankersens tilbagekomst til dansk fodbold er brødrene Ankersen samlet igen. Peter og Jakob Ankersen har sat sig på højrekanten hos Esbjerg fB, hvor de også har fået deres fodboldopdragelse. Men hvad er det for mekanismer, der findes mellem tvillinger, og hvordan er forholdet mellem brødrene? Tipsbladet har taget en snak med to af Esbjergs egne drenge.

Det er en kold aften for pokalfodbold i Esbjerg.

Regnen svæver ind over Blue Water Arena og dens aktører, der i aftenens anledning må igennem hele 120 minutters fodbold og dertilhørende straffesparkskonkurrence, før det lokale hold, Esbjerg fB, har besejret gæsterne fra Aalborg med 4-2. Stemningen på stadion er lidt lunken, og udover Esbjerg-målene, Anders Dues afgørende misser og Lukas Hradeckys redning i straffesparkskonkurrencen hen mod kampens naturlige slutning, kom det største bifald, da stadionspeakeren annoncerer en scoring knap 600 kilometer fra Esbjerg. Byens søn Jesper Jørgensen har scoret til 2-0 for Club Brugge i Europa League-hjemmekampen mod Newcastle.

På banen for Esbjerg fra kampens start er både Peter og Jakob Ankersen, og de to profilers tilstedeværelse vidner om kampens betydning for cheftræner Jess Thorup. I Superligaen har holdet fra den jyske vestkyst sat anker på rækkens tiendeplads, så DBU Pokalturneringen er en kærkommen mulighed for lidt succes. Og d’herrer Ankersen gør det også fortræffeligt. Første halvleg byder allerede efter 48 sekunders spil på den første af mange afleveringer tvillingerne i mellem, og de to brødre hele tiden går og smådiskuterer ved ophold i spillet. Flere gange får fine Ankersen-træk på AaB’s banehalvdel cheftræner Kent Nielsen og dennes assistent Allan Kuhn til at brøle gennemtrængende til de defensive AaB-spillere, som kun kan se til, når Jakob og Peter kombinerer sig op ad højrekanten og er ophavsmænd til farlige Esbjerg-situationer. Og da Jakob Ankersen bliver skiftet ud efter 79 minutter, kvitterer de trofaste hjemmebanetilhængere med at hylde ham.

– Anker-anker-anker-ankersenankersen-anker-ankersen, lyder ordlyden over melodien fra Cut N’ Moves udødelige 90er-klassiker “Baby Give It Up”. Fuld spilletid derimod foran de 3181 tilskuere får brormand Peter Ankersen, som bliver kåret til kampens spiller af DBU.

Dagen derpå hviles de ømme stænger, for holdet skal i aktion allerede tre dage senere i Herning mod FC Midtjylland. Peter løber et par omgange på det våde græs med de andre defensiv-spillere, mens Jakob i selskab med Martin Braithwaite kort kigger forbi på træningsbanerne nordvest for Blue Water Arena.

Græsset er sumpet efter et heftigt regnskyl kort før træningsstart, og efter en time og 10 minutters aktiv indsats pakker spillerne i samarbejde med trænerne, Jess Thorup, Lars Winde og Michael “Mex” Pedersen, redskaber, bolde og veste sammen igen og begiver sig i selskab med tilbage mod omklædningen under Blue Water Arena. Det er velkendte omgivelser for Peter og Jakob Ankersen, som bortset fra førstnævntes ophold i Vejle og Trondheim altid har spillet i Esbjerg fB.

– Det er her, vi er vokset op. For mit vedkommende har jeg ikke rigtig prøvet andet, så det betyder rimelig meget. Nu har man været igennem alle rækkerne, så man har også et andet syn på det end hvis man kom udefra. Så det er da klart, at vi spiller lidt med følelserne nogle gange, for det er jo klubben, hvor vi har været igennem det hele. Vi kender alle ovre fra det gamle klubhus. Man har jo alt her, lyder det fra Jakob Ankersen et par timer efter formiddagstræningen, da han og broderen har sat sig til rette ved et bord i modstandernes omklædningsrum på Esbjergs stadion.

Men det har ikke altid ligget i kortene, at tvillingerne skulle blive professionelle spillere. I teenage-årene har de skejet ud og festet ganske som de jævnaldrende kammerater.

– Vi er nok ikke bruttotyperne på fodboldspillere med, hvordan man skal leve. Der gik det mest op i fest og ballade. Fodbold har vi aldrig set som en levevej, lyder det fra Peter Ankersen, mens Jakob grinende stemmer i.

– Og kammerater i første række. Fodbold har altid været en hobby for os. Det har altid været vigtigt for os også i andre interviews at understrege, at fodbold er ikke alt for os. Der er meget andet, som vi også synes er vigtigt, siger Jakob Ankersen.

Men det har naturligvis ændret sig, er brødrene enige om.

– Når man begynder at skrive under på nogle ting, så er det klart, at der kommer nogle forpligtelser. Og der er også der, at man begynder at ændre sin levevej. Så er det jo klart, at jo højere niveau du spiller på, desto mere kræver det af dig, så det er klart, at du er nødt til at lægge noget om. Og det har man jo ligesom selv valgt at ofre, og så må man stå ved det, siger Jakob Ankersen.

– Jeg tror, at vi altid har fået at vide fra mange sider, at hvis vi ville, så kunne vi også godt blive til noget. Men jeg tror, at vi har taget det med et gran salt. Det har mere været sådan, at nu må vi se, og hvis det bliver til noget, så bliver det til noget. Og hvis det ikke gør, så finder vi noget andet at lave, siger Peter Ankersen.

– Det var mere at tage det, som det kom. Sådan har vi begge to altid været. Vi har fået at vide hjemmefra, at det gælder om at tage det, som det kommer, siger Peter Ankersen, og Jakob er hurtig til at følge op.

 Så vi er ikke blevet presset til noget, som vi ikke ville i hvert fald. Nu hører man om mange, som allerede fra 15-16-års alderen begynder at spise frugt, og jeg ved ikke hvad, og skal leve som om, at man er professionel. Der har vi altid sagt, at det var ikke den vej, vi ville gå. Vi ville stadigvæk leve, som om vi var almindelige mennesker, griner han med henvisning til den sidste sætning.

– Det hele skulle ikke blive sådan noget lort, hvis man kan sige det sådan. Og vi har altid vidst, at med vilje kan man komme langt. Man behøver ikke altid have et eller andet talent. I ungdomsårene har vi ikke været de mest indlysende talenter. Men dem, der har været de mest indlysende talenter og taget det mest seriøst, de er faktisk ikke blevet til en skid. Sådan synes jeg tit, man ser det, lyder det videre fra Jakob Ankersen.

– Der er selvfølgelig altid nogen, svarer Peter hurtigt.

” Ja, ja, men de fleste af dem,” lyder det fra Jakob tilbage.

Men spørgsmålet er så, om unge talenter går døde i det. Den præmis kan brødrene godt nikke genkendende til.

– Ja, det tror jeg. Jeg tror, det er tidligt at begynde på at være alt for seriøs, siger Jakob Ankersen.

– Jeg er sgu glad for min fortid, hvor jeg har festet, som jeg ville i mine unge år. Det har jeg egentlig været meget tilfreds med. Men når man kigger tilbage, kan man også tænke, at hvis man kunne gøre det igen, så hvor man ville have været i dag, lyder det fra Peter Ankersen.

Fodbolden blev lagt væk
Men faktisk var det tæt på, at fodboldinteresserede danskere ikke kunne opleve Ankersen-tvillingerne sammen. Peter Ankersen havde på et tidspunkt så store problemer med at finde motivationen til at spille fodbold, at han stoppede.

– Jeg havde en pause på nogle måneder som førsteårsyngling, hvor jeg sagde stop. Jeg havde mistet lysten, og jeg vidste ikke, om jeg gad spille mere. Så begyndte jeg at arbejde i de der par måneder eller tre.

–  Det var i forbindelse med en træningsopstart efter vinteren, hvor jeg valgte at stoppe. Jeg gad ikke rende og spille fodbold, når jeg ikke havde lyst til det. Jeg følte bare, at der var ikke noget, der fangede mig. Så fik jeg job på McDonald’s. Det var egentlig meget skægt at prøve, og hjalp mig tilbage. Jeg havde også job i Bilka. Det var meget fint at prøve at arbejde, men jeg blev så hurtigt klar over, at jeg kunne drive det til noget og få debut på 2. divisionsholdet. Så valgte jeg at sige op og startede med fodbolden igen, og det kan jeg nok takke René Christiansen [nuværende U/ 17-træner i Esbjerg] for, siger Peter Ankersen.

René Christiansen havde de to brødre under sine vinger på ynglingeholdet, og han så et stort lys i Peter, som han gerne ville have med tilbage på holdet.

– Peter var en dygtig spiller, som ikke skulle være udenfor, så ham skulle vi have med igen. Der sker der så det, at jeg tager en snak med Peter og stiller mig som garant. Vi taler om, at han gerne vil træne, og så skal han opføre også sig ordentligt. Så kom han tilbage, og jeg fungerede som hans rygdækning, lyder det fra René Christiansen, der ikke har problemer med at karakterisere de to brødre.

– Nogle gange kunne de være trænernes mareridt, de havde simpelthen krudt i røven. Der skulle ske noget hele tiden. De kunne være nogle spilopmagere, som man hele tiden skulle være over på den gode måde. For eksempel skulle vi en dag i vintertræningen have konditionstræning, hvor jeg sendte spillerne ud på løb. Så var Jakob, der med det samme og spurgte, hvor langt de skulle løbe, og så sagde, at det kunne ikke passe, at de skulle det. Så blev jeg nødt til at sige, det gør du bare, og så var der hellere ikke nogen problemer, siger René Christiansen.

Han har med stor glæde set de to spilleres indtræden på Superliga-holdet, hvor de optræder med de samme dyder, som var fremherskende i de unge år.

– De har altid været nogle kampafgørende spillere. De er til at regne med, når kampen går i gang, og de løber fra første til sidste minut. De har potentiale til at nå langt. Hvor langt vil tiden vise, men de spiller meget ubekymret og per instinkt. Det er også derfor, modstanderne nogen gange har svært ved at læse dem. De spiller på intuitionen, og det har de gjort i mange år, lyder det fra René Christiansen.

– Men jeg synes, det er godt at se, at Jess Thorup tør spille med dem begge to i samme side. Det kunne jeg ikke have gjort dengang, for så havde de stået og skændtes, de to tvillinger, siger René Christiansen med et grin.

‘Du er da en kæmpe idiot’
Gennem ungdomsårene stod temperamenterne nemlig af og til ud i lys lue.

– Selvfølgelig har vi haft nogle kontroverser i ungdomsårene. Vi har måske kunnet sige nogle ting til hinanden, som andre ikke kan. Det er nok på grund af, at vi har en lidt større tolerance over for hinanden, siger Peter Ankersen.

– Vi forstår det lidt bedre. Hvis jeg for eksempel siger, ” du er da en kæmpe idiot” til en anden end Peter, så kan det jo godt være, at han tager det på en anden måde, siger Jakob Ankersen, hvortil Peter hurtigt svarer.

– Men nu er det ikke så galt mere. Vi kan godt gå og snakke om nogle ting, og det gør vi også. Hvordan bolden skal ligge og den slags. Men jeg tror, at det var værst i ungdomsårene. Vi har altid været et par fyre med temperament, som virkelig har kunne koge op i nogle situationer. Og det har vi også skulle arbejde med, men det er blevet bedre som senior. I ungdomsårene kunne vi nærmest komme op og koge over ingenting, siger han, mens Jakob giver et eksempel på temperamenterne.

– En forkert dommerkendelse og så var vi i flæsket på ham med det samme. Når man kigger tilbage, kan man godt blive lidt flov nogle gange,” siger Peter, men de bliver hurtigt enige om, at temperament er en del af fodbolden. Det gælder om at kunne styre det, fortsætter Peter, og Jakob byder ind.

– Et eller andet sted skal man have temperament, og det har vi også den dag i dag. Vi er måske bare bedre til at afgrænse det, end vi var dengang,” siger han.

Har prøvet lidt af hvert
Hele opvæksten har fundet i sted i Esbjerg, hvor de to brødre har gået på samme skole. De har både været igennem et grundforløb på teknisk skole, mens ungdomsuddannelserne kom i hus på HG og gymnasiet i byen.

– Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle. Jeg var egentlig træt af at gå i skole, så det var mere for at have noget i baghånden, lyder det fra Jakob Ankersen, der gennemførte HG.

– Selv om man ikke kommer ud med det højeste snit, så kan man jo altid bruge den til noget. I starten gik jeg nok mest til det for festerne og for at få et kammeratskab, og så var det jo så, at jeg begyndte, at jeg begyndte at træne med førsteholdet, lyder det fra Peter Ankersen, der fuldførte gymnasiet og på det tidspunkt havde trænet med førsteholdet i Esbjerg fB i et års tid.

– Et halvt år før skolen var færdig, havde jeg skrevet under med Vejle. Så det var fint nok, siger Peter Ankersen, der røg videre i systement, mens Jakob Ankersen havde lidt sværere med at slå igennem i Esbjerg.

– Jeg kom op og fik at vide af Ove Pedersen [ der var træner på det tidspunkt], at jeg var med til at sænke træningsniveauet. Så jeg røg ned igen i noget tid og måtte træne med U-truppen med spillere, som lå i periferien. Men så kom jeg op igen og har været fast mand siden. Det er nok to eller to et halvt år siden nu, siger Jakob Ankersen.

– Der ryger også nogle ting i gennem hovedet. Var det det værd? Selvfølgelig var man frustreret, men jeg følte ikke selv, at jeg var den dårligste. Så det var bare om at klø på et eller andet sted. Så kom chancen så også, og jeg kom med.

For Peter var skiftet til Vejle en anledning til at få luftforandring.

– Jeg stod og havde kontraktudløb. Egentlig fik jeg tilbud om forlængelse, men jeg tænkte, at så længe Ove Pedersen var her, så ville jeg ikke få en chance, og jeg vidste, at Andreas Klarström spillede på positionen på det tidspunkt, og han var næsten aldrig skadet. Mange folk har nok sagt, at jeg var et fjols ikke at have tålmodighed. Men det er så deres mening, har jeg valgt at sige. Jeg synes, jeg traf den rigtige beslutning ved at prøve noget nyt. For at få ny luft og nye input. Og så kan man måske sige, at det var Esbjergs fejl, at de solgte Klarström lige efter, da han gerne ville hjem. Det havde de vidst hele tiden. Folk gik og sagde, at det var åndssvagt af mig at skifte, men jeg har ikke vidst, hvad der foregik oppe på kontoret, lyder det ærligt fra Peter Ankersen.

– Da jeg havde kontraktudløb, havde han et halvt år tilbage. Selvfølgelig kunne jeg se, at det havde været fint nok for mig at blive, og så havde jeg spillet her hele tiden, men Esbjerg ville noget anderledes dengang. Og det måtte jeg bare acceptere.

– Jeg havde en god snak med Lars Bach, som var sportsdirektør i Vejle dengang. Og det, han kunne fortælle mig, lød positivt i mine ører. Jeg kunne spille fast på et førstehold og vise mig frem. Godt nok på et lidt lavere niveau, men jeg var sikker på spilletid hver gang, og det betød rigtig meget for min beslutning. Det gik fint, jeg nåede at spille lidt under 50 kampe, før jeg røg videre, så et eller andet må jeg have gjort rigtigt, siger Peter Ankersen.

Kærester og fjeldhytter
Efter opholdet i Vejle kom Peter Ankersen til den norske storklub, Rosenborg, og det var noget en omvæltning for den 21-årige back.

– Den første måned eller to er man jo lidt forblændet af, at man er kommet til en storklub. Man tænker bare, ” her fungerer det bare”, og det gør det også. Bare lægestaben er jo noget ud over det sædvanlige. De har deres egen klinik og en læge til næsten hver person. De har ansat en kok til morgenmad og fro kost, så de første måneder gik med at lære træneren og spillerne at kende. Det gik fint nok, synes jeg. Men efter de første fire måneder begyndte det at gå den forkerte vej. Træneren mistede tilliden til mig. Jeg spillede godt nok nogle kampe, og jeg synes, jeg gjorde det godt, men når vi så kom til de vigtige kampe, så tog han dem, som han altid har kendt.

– Det havde jeg nogle snakke med dem om, hvor jeg egentlig følte, at de bare sad og snakkede for at snakke. De gav mig falske forhåbninger ved at sige, ” du gør det også godt”, men så lod de en anden spille alligevel. Og den smøre fik jeg flere gange.

– Jeg skal ikke sidde og hakke ned på dem, for de gør tingene på deres måde, og jeg gør tingene anderledes, end de gør. Jeg fungerede fint på banen og spillede rimelig fast til sidst. Men jeg var kommet ud på det stadie, at det ikke fungerede uden for banen. Personerne deroppe var meget lukkede. De var ikke til at komme ind på. De unge i truppen havde deres kærester og fjeldhytter, og hvad de ellers lavede på deres fridage, mens jeg kunne sidde oppe i min lejlighed og kigge ud over havet, spille PlayStation eller gå en tur ned i byen. Men det bliver man også træt af efter en uge. Jeg fik så mine forældre op i en uge, hvor de holdt ferie i Trondheim, og det var dejligt at få dem op. Men da de tog hjem igen, vendte den samme hverdag tilbage, siger Peter Ankersen.

En hverdag, der også bød på et meget koldt klima, var noget helt andet for ham, men han holdt modet oppe ved at holde en tæt kontakt til familie og venner hjemme i Danmark.

– Vi snakkede sammen næsten hver dag. Især til sidst da jeg talte med mine forældre på Skype hver dag. Det var dejligt, og det var sådan nogen dage, hvor man ikke ville slutte samtalerne, siger han, og Jakob uddyber:

– Nogle gange sad vi også bare på Skype i 10 minutter uden at sige noget, siger han, før Peter fortæller, hvad oplevelsen har gjort for ham.

– Det har modnet mig meget, og jeg er blevet en anden person. Jeg har lært, hvordan det er i en topklub. Hvordan man lever og opfører sig. Det er virkelig tough business, når man kommer uden for landets grænser, for der er du virkelig Palle alene i verden. Du har ikke lige dine kammerater, som du kan tage hjem til. Men jeg er alligevel glad for, at jeg har gjort, som jeg har gjort, siger han.

– Men jeg har sgu ikke travlt med at komme af sted igen. Jeg er stadig ung, og så længe man får fast spilletid, så ville det være tosset at tage til en anden klub for at sidde på bænken de næste tre år, for så går udviklingen i stå.

De erfaringer, som Peter Ankersen har gjort sig i Norge, kan også blive til hjælp for brormand Jakob, hvis et udlandstilbud skulle dukke op for ham.

– Vi har snakket om det mange gange, så det er noget, jeg har i hovedet, hvis et tilbud skulle komme. Så er det klart, at jeg vil spørge Peter til råds, når det er aktuelt. Men det tænker jeg ikke så meget over det lige nu, men det er klart, at hvis muligheden kommer, og det gør den, så vil jeg vende den med Peter, siger Jakob Ankersen.

‘De må filme Jess, når jeg scorer’
I denne sæson har tvillingerne slået Ankersen-navnet fast i Superligaen.

Jakob Ankersen er delt topscorer på holdet med fem kasser, mens Peter Ankersen har spillet fast på højre back siden sit skifte fra Rosenborg, og blandt højdepunkterne for Esbjerg fB er 2-2-kampen mod FC København, hvor Jakob Ankersen scorede begge mål for Efb. Undervejs i kampen udspillede der sig en lidt særlig episode.

– Vi fik at vide efter kampen, at de filmede Peter, da jeg scorede. Men det er bare noget, vi griner af. For min skyld kan de filme Jess [ Thorup], når jeg scorer. Jeg er ligeglad. Selvfølgelig kan man godt nogle gange høre på kommentatorerne, at de forveksler os en smule, men ellers er det ikke noget, vi mærker til, siger Jakob Ankersen, der også mener, at tilskuere nogle gange har lidt for høje forventninger til de nærmest identiske tvillinger.

– Der er jo den ulempe, at folk tror, at det bare er en-to-tre-fire og så er der indlæg på kassen. Sådan er det jo langt fra. Jeg kan jo ikke bare spille Peter i blinde et sted på banen eller omvendt, men folk forventer nogle gange bare, at vi gør et eller andet og så er der indlæg og mål. Bare fordi vi er tvillinger, betyder det jo ikke, at vi tænker fuldstændig ens. Så det er lidt negativt nogle gange, siger han.

– Allerede da Peter kom tilbage, var der mange, som snakkede om, at vi bare kunne finde hinanden, og vi ved lige, hvordan hinanden spiller. Men man skal lige huske, at før Peter kom tilbage, havde vi jo ikke spillet sammen på seniorniveau i den forstand. Han har fået en anden opvækst end jeg har. Så den kunne vi skyde ned med det samme, fortsætter Jakob, og Peter byder ind.

– Det er måske bare lidt folk udefra, der forventer det store. Vi kan jo også misforstå hinanden. Men der er også nogle kampe, hvor man godt kan se, at vi tænker lidt ens. Men jeg synes ikke, at det er sådan, at vi lige præcis ved, hvor vi er. For hvis vi gjorde det, så var vi nok sammen blevet solgt til Manchester United, lyder det fra Peter Ankersen.

Selv om brødrene Ankersen normalt arbejder sammen, har de to spillere faktisk mødt hinanden på konkurrerende hold i en kamp mellem Esbjerg fB og Vejle Boldklub Kolding.

– Vi har spillet mod hinanden i første division. Og du kan jo spørge Peter om, hvordan det gik, siger Jakob smilende.

– Vi tabte 2-1. Der var alt muligt op til kampen, blandt andet et fælles interview med avisen i Vejle. Det var egentlig fint nok. Vi spillede dagen før vores fødselsdag, og det var der også en masse snak om. Det var lidt specielt, men når man spiller, så lægger man ikke mærke til, hvem man står overfor. Det var lidt blæst op til noget, det ikke var. Men jeg mærkede ikke rigtig, at det var Jakob, jeg spillede over for, lyder det køligt fra Peter Ankersen, hvortil Jakob hurtigt svarer tilbage.

– Du mærkede kun et indlæg til 2-1.

Så er vi tilbage ved dommerkendelserne.

– Men det er en anden side af sagen, konstaterer Peter Ankersen smilende henvendt til sin bror.