Video : Tipsbladet
Superliga

Anis Slimane drømmer om Brøndby-comeback

Anis Slimane fortæller, at han drømmer om at vende tilbage til Brøndby på et tidspunkt.

NORWICH (Tipsbladet): Brøndby står stadig Anis Ben Slimanes hjerte nært.

Med 121 kampe i bagagen forlod Slimane i sommeren 2023 den klub, der gav ham Superliga-debut som 19-årig.

Den unge dansker rykkede til Premier League, hvor Sheffield United havde punget ud for at få ham til England.

Opholdet i Sheffield blev ikke helt som håbet, og derfor er Anis Slimane blevet udlejet til Norwich, som Tipsbladet har været på besøg hos. 

Forholdene i Norwich er fantastiske, og det var tydeligt at mærke på Slimane, at han virkelig er faldet godt til i 'dansker-klubben'. 

Men selvom tilværelsen i det engelske er god, så har Slimane en stor drøm for fremtiden. Det fortæller han i et længere interview med Tipsbladet, som kan ses i klippet øverst i artiklen. 

- Lige nu er mit mål at blive i udlandet, men når det er sagt, er det ikke, fordi jeg ikke kan vende hjem. Det kan man altid, men lige nu er det ikke mit mål. Jeg vil gerne blive i udlandet så lang tid som muligt og begå mig på højeste plan.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at de én af mine drømme er at vende hjem til Brøndby efter en fed karriere i udlandet og give noget tilbage til dem, siger Slimane.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Genforening mellem Anis Slimane og Johannes Hoff Thorup. Foto: Norwich City FC

’Det gjorde sindssygt ondt’
Midt på kunstgræsset på Norwichs flotte træningscenter faldt snakken på det mesterskab, som Anis Slimane vandt med Brøndby i sommeren 2021. 

Slimane scorede et af de to mål, der i sidste spillerunde sikrede Brøndby det danske mesterskab. Et mesterskab, man havde hungret efter på Vestegnen.

Tonen blev en anelse mere seriøs, da Slimane skulle fortælle, hvordan han oplevede sidste spillerunde i den forgangne Superliga-sæson, hvor Brøndby snublede på målstregen og sendte mesterskabet til FC Midtjylland. 

Anis Slimane sad selv på Brøndby Stadion og overværede den store smerte, som flere af hans tidligere holdkammerater måtte igennem. 

- Det gjorde sindssygt ondt. Det føltes næsten, som at jeg selv var spiller. Jeg var på stadion og blev hyldet, og jeg havde set sindssygt frem til det. Da de ikke fik lov til at fejre mesterskabet, gjorde det ondt at se på. Men jeg synes, de er et godt sted nu, og jeg synes, de er længere fremme, end vi var, efter vi havde vundet mesterskabet.

- Jeg havde lyst til at løbe ned på banen, tage bolden fra AGF'erne og kaste den i mål. Jeg var vildt stresset, fordi jeg også fulgte med i Midtjylland-kampen. Det var sindssygt ærgerligt, men man må tage den med oprejst pande.

- Brøndby vil altid stå mit hjerte nært, og det samme gælder for Oscar, så hver gang, Brøndby spiller, ser vi kampene sammen, hvis der er mulighed for det. Jeg ønsker dem alt det bedste, og så må vi prøve at male byen gul og blå her i Norwich, siger Anis Slimane til Tipsbladet.

I Norwich har Tipsbladet også snakket med Oscar Schwartau, der fortalte om sit overraskende exit i Brøndby. Læs mere her.