Angreb Claudemir: Er velkommen igen søndag
Først blev kampen stoppet og spillerne sendt ned i omklædningsrummene på grund af for mange romerlys på FCK's fanafsnit. Da kampen mellem AaB og FCK igen blev optaget var det så en fan fra AaB-afsnittet, der løb ind på Aalborg Stadion med det ene formål at få fat i FC Københavns brasilianer Claudemir.
Den 16-årige baneløber har dog ikke gjort nok til at komme i det hooliganregister, der skal holde de værste bøller væk fra stadion.
- Baneløberen bliver ikke indberettet til hooliganregisteret, fordi han ikke var kendt af politiet i forvejen. Derudover er forseelsen heller ikke grov nok til at blive indberettet til registeret på, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, til jp.dk.
Dermed står det den 16-årige dreng frit for at tage på stadion, når AaB søndag møder Lyngby hjemme i Aalborg. Der er dog ikke flere chancer.
- Hvis han laver noget lignende igen, så vil vi vurdere, om han skal indberettes til hooliganregisteret, siger Per Vagn Nielsen.
I stedet for karantæne har den unge mand fået en bøde for at forstyrre den offentlige ro og orden.