Danske Joachim Andersen var del af et solidt Fulham-forsvar i sin debut for London-klubben mandag aften.
Her udgjorde han et makkerpar med engelske Tosin Adarabioyo i midterforsvaret, og de to var medvirkende til, at klubben holdt nullet, da West Bromwich blev slået 2-0.
- Det var godt at spille med ham, siger 24-årige Andersen efter kampen om samarbejdet med briten.
Læs også:Joachim Andersen får debut i sæsonens første Fulham-sejr
- Vi forstår hinanden. Det er vigtigt med god kommunikation, og at vi hjælper hinanden, og jeg er sikker på, at vi kommer til at gøre det godt, siger han til klubbens hjemmeside.
Mandagens kamp var Andersens første for Fulham, efter at han har siddet ude på grund af en skade.
Men sidste uge vendte han tilbage til træningen, og søndag fik Andersen at vide, at han var med i startopstillingen, fortæller han.
Læs også:Karantæner - hvem er ude?
Med den danske landsholdsstopper på banen lykkedes det Fulham at tage sæsonens første tre point.
- Jeg er virkelig glad for at være så hurtigt tilbage fra min skade. Stor tak til klubbens stab, siger Andersen.
Andersen skiftede fra franske Lyon til Fulham på en lejeaftale i begyndelsen af oktober.
/ritzau/
Læs også:Dagens Spilforslag: Baggies holder igen
Læs også:Onsdagens rygtebørs: Dortmund vil hente Eriksen i 2021
Læs også:Søndagens rygtebørs: Brasiliansk stjerne vil væk fra Real Madrid