AaB-debutant stiler højt: Vi har kvalitet til at vinde guld
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

AaB-debutant stiler højt: Vi har kvalitet til at vinde guld

Oscar Hiljemark er kommet til AaB for at forsøge at vinde Superligaen, og han mener, at det er realistisk.

Da AaB søndag nedkæmpede FC København med 2-1 i Parken, fik 28-årige Oscar Hiljemark debut for gæsterne.

Og det er en særdeles ambitiøs svensker, som er kommet til Aalborg.

Hiljemark har tidligere vundet det svenske mesterskab med Elfsborg og det hollandske med PSV Eindhoven, og han går benhårdt efter at gentage den bedrift i AaB.

- Jeg er kommet hertil for at forsøge at vinde Superligaen, og det er det, jeg synes, vi har kvaliteten til at gøre. Vi skal forbedre os på bolden, men det var et godt skridt, siger Oscar Hiljemark og fortsætter:

- Jeg tror 100 procent på det. Vi mødte FCK i Parken, og statistikken taler for sig selv, i forhold til at det er en svær kamp, men jeg synes, vi spillede fantastisk god defensiv fodbold, og vi havde helt klart chancerne til at score flere mål.

- Kan man vinde 2-1 ude mod et hold som FCK, synes jeg, man skal se sig selv som et hold, der har kvaliteten til at være med deroppe, hvis vi præsterer sådan her hver uge, siger Hiljemark.

Oscar Hiljemark har skrevet kontrakt til 2023, men han tror på, at AaB kan spille med i toppen allerede i indeværende sæson.

- Ja, hvorfor ikke? I ligaen er det vel mest Brøndby, der har fået en rigtig god start. Alle hold er meget jævnbyrdige, og vi har kun spillet fem kampe. Ligaen er tæt, og i første omgang handler det om at være med frem til vinter, siger Hiljemark.

Oscar Hiljemark, der har 27 landskampe for Sverige på cv'et, har allerede gjort et stort indtryk på AaB-træner Jacob Friis.

- Det giver sig selv, at Oscar er en dygtig spiller, men han er også en ledertype, der gør sine medspillere gode. Han har noget karisma og noget at have det i qua sine gode præstationer.

- Han er en mere ekstrovert type. Selv om vi har en midtbane bestående af spillere fra alle fire verdenshjørner - én fra Uganda, Frederikshavn og Norge, så er de stort set introverte alle sammen og siger ikke så meget.

- Det er ikke et krav fra min side, men det er godt at have en forlænget arm inde på banen, siger Jacob Friis med henvisning til Hiljemark.

AaB har med sejren over FCK otte point for fem kampe, hvilket er fire færre end Brøndby, der topper Superligaen.

/ritzau/