Han er tidligere topscorer i 3F Superligaen og fortsat et brandvarmt navn. Plaffeministeren Ronnie Schwartz har dog ikke været i nærheden af noget som helst i denne sæson for FC Midtjylland, og det var tæt på at resultere i et skifte i det overståede transfervindue.
Her stod England og Charlton klar, efter at klubben har fået dansk ejer med Thomas Sandgaard i spidsen. Og faktisk var det helt store maskineri rullet ud for at lande den danske angriber.
Det fortæller Charlton-sportsdirektør Steve Gallen i et interview:
- Vi aftalte en transfersum med FC Midtjylland. Alt var klaret, og det ville have været en stor transfersum - med afstand den største, vi nogensinde har brugt. Vi købte Macauley Bonne for 200.000 pund, og vi ville have brugt meget mere her. Fair play til Thomas for at støtte os i det, siger Steve Gallen til South London News.
Steve Gallen afslører desuden, at det var Ronnie Schwartz selv, der fik kolde fødder:
- Deadline for det internationale transfervindue var klokken 23 (engelsk tid, red.) og klokken 22.15 (engelsk tid, red.) fandt jeg ud af, at alt var ordnet - både lægetjek og papirerne. Schwartz valgte så ikke at komme. Det var hans valg, lyder det fra Gallen.