Esbjerg fB skal i næste sæson spille i NordicBet Ligaen efter en skrækkelig sæson i Superligaen, hvor man blandt andet fyrede to cheftrænere. Og den skrækkelige sæson har både spillere og ledelse en aktie i, siger Henrik Juul i et interview med Ugeavisen Esbjerg.
I interviewet understreger Henrik Juul, der er aktionær i klubben, at han især savner, at klubben definerer sine værdier, og at klub og spillere udstråler hårdt arbejde. Det har ikke været tilfældet i denne sæson, mener han og påpeger i stedet, at mange spillere ville have fået en direkte fyreseddel i et normalt firma.
Læs også:Udrensning hos Superliga-nedrykkere: Otte spillere forlader Esbjerg fB
Det gælder også ledelsen, fortsætter Henrik Juul.
- Og det samme gælder i øvrigt en ledelse, der laver den ene fejlansættelse efter den anden. Hvis du ser på de forskellige trænere, der har været i klubben i de senere år, er det det mest evidente bevis på, at der ikke er skyggen af selvforståelse hos klubben.
Læs også:Esbjerg-profil "gad godt" til England: Championship er en fed liga
- Det er ved gud i himlen en broget skare uden anden form for fællesnævner, end at de var tilgængelige. De ikke er blevet rekrutteret på baggrund af en stærk klubstrategi og vision, og en stærk klub behøver slet ikke at rekruttere udefra. Se bare på FCN og FCM. Alt er selvfølgelig ikke bare lykke og succes fordi man har sit narrativ på plads, men det er forudsætning for det, siger Henrik Juul til Ugeavisen Esbjerg.
I den indeværende sæson har John Lammers, Lars Olsen og Troels Bech været cheftrænere. Nu skal klubben ud og lede efter en ny, efter at Bechs kontrakt er udløbet.
Esbjerg fB sluttede som nummer fire i deres nedrykningspulje, hvilket giver dem en direkte billet til 1. division. De spillede onsdag deres sidste kamp i sæsonen, som blev tabt til Randers FC, og slutter med 22 point efter 32 kampe, hvilket færrest af alle i Superligaen.