AGF undlod at sælge stor profil: Det er dejligt at stå her
Casper Højer Nielsen har længe været en vigtig brik i AGF, og udenlandske klubber har i de seneste transfervinduer været meldt særdeles interesserede.
Mandag ved midnat smækkede det danske transfervindue i, og Højer blev heller ikke solgt i denne omgang, men venstrebacken giver ikke udtryk for skuffelse af den grund.
- Det er dejligt at stå her. Vi har en vigtig sæson foran os, som jeg glæder mig til at være med til, siger Casper Højer efter AGF's forårspremiere mod Vejle, der sluttede 0-0.
Forsvarsspilleren vil ikke forholde sig til, om han havde håbet at komme af sted.
- Det er egentlig lige meget nu, for nu spiller jeg i AGF, hvor jeg er glad for at være. Jeg glæder mig til det, vi skal prøve at opnå nu, siger han.
Læs også:AGF deler med Vejle i uskøn forårspremiere
Casper Højer anerkender, at der har været interesse fra andre klubber på det seneste, men det er ikke nået hans bord.
- Jeg tror, det er stoppet ved AGF. Man hører selvfølgelig altid en lille smule, men jeg har ikke forholdt mig til noget konkret, og så længe der ikke er det, er det ude af mine hænder, og så tænker jeg på at spille fodbold, siger Højer.
Selv om det danske transfervindue er lukket, har danske klubber fortsat mulighed for at sælge spillere til lande med en senere lukkedato, men Casper Højer forventer bestemt at spille resten af sæsonen i AGF.
- Det regner jeg stærkt med, siger Højer, der ikke har gjort sig de store overvejelser om en mulig forlængelse af den kontrakt, der løber til udgangen af 2021.
- Det ved jeg ikke. Det må vi se på til den tid, og hvilke muligheder der er. Indtil da må vi se, hvad der sker.
Læs også:Randers- og Horsens-træner uenige: Virker taktikændring?
At AGF efter alt at dømme får glæde af Casper Højer i resten af sæsonen, begejstrer AGF's cheftræner.
- Han er en nøglespiller for os, så det er klart, at det betyder meget, at han fortsat er her. Han er super vigtig for AGF, så det er jeg rigtig glad for, siger David Nielsen.
AGF hentede Casper Højer på en fri transfer fra Lyngby i februar 2018, og indtil videre står han noteret for 102 kampe, 10 mål og 24 assists for aarhusianerne.
/ritzau/
Læs også:Randers slår klubrekord med sikker premieresejr