AGF var fire minutter fra at indkassere den største pokalskuffelse i årtier for et par uger siden. Kun en sen udligning og de fire mål i den forlængede spilletid afværgede en sejr til Marstal/Rise fra Fynsserien.
Nu skal David Nielsens hold så på den igen i Sydbank Pokalen. Holdet møder VSK Aarhus i et sand lokalopgør torsdag eftermiddag, og her forventer cheftræneren endnu en svær opgave.
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 10. spillerunde
Ganske vist spiller VSK i 2. division, men holdet har spillere, der kan true AGF, og holdet er stærkere end Marstal/Rise, mener David Nielsen.
- Jeg forventer en mere åben kamp, hvor de vil have mere etableret spil end Marstal havde. VSK har et andet niveau. Vi vil møde et bedre hold, der kan mere med bolden, og det vil gøre det hele mere åbent. De kan godt give os problemer, siger trænerne til Århus Stiftstidende.
Læs også:Tidligere spiller skal møde AGF i pokalen: Jeg glæder mig sindssygt meget
På den modsatte trænerbænk står den tidligere AGF-spiller Jens Gjesing, mens VSK Aarhus også har et par tidligere AGF-ungdomsspillere i truppen. Gjesing glæder sig til at prøve kræfter med sin gamle klub.
- Jeg glæder mig da sindssygt meget, det må jeg sige. Men i virkeligheden glæder jeg mig allermest på spillernes vegne, fordi det er en sjov kamp at få lov at spille på grund af AGF's mange fans, som er med til at gøre det til en større oplevelse end de kampe, vi spiller i vores række. Og så er der jo også en mulighed for at prøve sig af mod de stærkeste spillere i Aarhus. Det tror jeg, der er mange af spillerne, som glæder sig til, sagde han til Lokalavisen Aarhus i sidste uge.
Der er kickoff fra Vejlby Stadion torsdag klokken 16.30.
Læs også:Tidligere Superliga-spillere bliver serietrænere
Læs også:Skive-træner skrev historie mod Brøndby: Jeg får kuldegysninger over det
Læs også:Træner for seriehold: Vi spillede 100 procent op med OB