AGF-tilhænger: Ingen flerklubejerskaber her, tak

”Det er lidt hårdt, fordi en stor del af det at være fodboldfan er også, at man har lov til at brokke sig. Men jeg er rigtig godt tilfreds lige nu.”

Michael ”Jøden” Christiansen har gennem sit liv som AGF-fan haft rigeligt at brokke sig over, men han skal grave dybt i øjeblikket, hvis han skal finde pessimismen frem. Det mest kritiske om ejerskabet og ledelsen, han kan svinge sig op til, er, at han gerne ville have større indblik i, hvordan klubben bruger pengene. Hvorfor fører sommerens storsalg ikke til, at AGF går ud og bruger millioner på nye spillere den anden vej?

”Jeg mangler nok gennemsigtigheden. De skylder mig den heller ikke, men jeg gad godt at have den. Jeg gad godt at kunne kigge gennem vægge,” siger han.

Men ellers har den østjyske rapper og podcastvært ikke meget at brokke sig over i disse år. Én ting er den aktuelle sportslige situation, hvor AGF overvintrer på fjerdepladsen og ikke har tabt en fodboldkamp siden nederlaget i Viborg den 1. oktober. Noget andet er, at klubben økonomisk og organisatorisk fremstår langt mere stabil end i umindelige tider.

Han er selv en af de 10.000 aktionærer, og selvom hans post skal måles i tusinder og ikke i hundredtusinder eller millioner af kroner, kan han også glæde sig over de fede tider på den front.

”Som aktionær i klubben er det altid rart at se, at det ikke kun er velgørenhed, man er ude i,” siger han med et grin.

Men fremgangen har også avlet en ny optimisme. Selv om linjen ikke har været snorlige, og navnlig den sidste sæson under David Nielsen var lidt for tæt på at ende med nedrykning, har AGF’s kurve i store træk bevæget sig opad i den seneste håndfuld år. Det sætter sig i tilhængere som Michael Christiansen, der pludselig tør tro på sit hold.

Foto: Imago

”Det er selvfølgelig mega hybris at sige det, men lige nu frygter jeg jo ikke den der Top 6-skillelinje, der afgør, om vi kommer i det gode eller det dårlige selskab. Jeg er lige pludselig ærgerlig over, at vi ikke vandt i Farum i sidste uge, og jeg går da til kampen på søndag i Parken med et helt andet mindset end tidligere,” som han siger i interviewet, der er foretaget forud for årets sidste Superliga-kamp, som AGF i øvrigt vandt 2-1.

Som vi har redegjort for andetsteds på disse sider, har AGF’s ejerskab, bestyrelse og direktion i løbet af de seneste ti år arbejdet sig frem mod den nuværende position, hvor klubben står stærkere økonomisk og sportsligt end længe. I spidsen står en gruppe af lokale forretningsmænd, der både har investeret med hjertet og med hjernen. Det har også en værdi for en som Michael Christiansen, der selv investerer liv og sjæl i sin klub.

”Det betyder alverden. Vi vil jo have en ejer, vi vil have en ledelse, som vil gå ned med skibet eller vil gøre hvad som helst for at få den sikker i havnen. Og ikke bare en kaptajn, som der hopper af Costa Concordia og så køber et nyt skib,” siger han med henvisning til krydstogtskibet, der i 2012 forliste ud for den italienske kyst.

For Michael ”Jøden” Christiansen frister det ikke med en ny ejer, der kommer rullende ind i Århus med lommerne fyldte af penge og store ambitioner. For selv om sådan en måske ville kunne løfte det sportslige budget, skræmmer sporene fra andre klubber i dansk fodbold. Han nævner selv Fremad Amager, der både med russiske Anton Zingarevitj og amerikanske Josh Wallace og Richard Finger brændte nallerne, og Brøndby IF, hvis amerikanske ejerskab har delt fanbasen i to.

”Det virker bare, som om det er de rige menneskers legeplads lige pludselig. Enten er det en investering for dem, eller så er det et hobbyprojekt. Jeg tror, vi er privilegeret lige nu i AGF, at vi ikke er der,” siger han.

Nye udenlandske ejere ville måske også betyde, at AGF blev en del af et netværk af klubber – og givetvis ikke øverst i fødekæden.

”Jeg har da ikke lyst til, hvis nu min skønne kone kom hjem og foreslog det modsatte af flerkoneri, fordi hun gerne ville have flere mænd,” griner han.

”Jeg vil gerne være den eneste.”