Daniel Thøgersen skal træffe nogle vigtige karrierevalg i den kommende tid: Hans kontrakt løber ud efter sæsonen, så han og AGF skal finde ud af, om de skal forlænge. Desuden er han tredjevalg i klubben, så måske ligger en lejeaftale og venter. Og i kullssen spøger to Superliga-konkurrenter.
Den 19-årige venstre back fik fire kampe som vikar for Casper Højer Nielsen i sidste sæson, men nyindkøbte Alex Gersbachs har skubbet Thøgersen længere bagud i køen.
- Nu er jeg blevet tredjevalg i forhold til sidste sæson, hvor jeg jo var andetvalg. Men jeg tager selvfølgelig kampen op og kan hele tiden lære noget af de to andre, som jeg ikke har. Så tager jeg de kampe, jeg kan få, og viser mig så godt frem som muligt til træning, så jeg ikke bare slår op i banen og virker opgivende. Det er det dummeste, man kan gøre som fodboldspiller, siger Daniel Thøgersen til tipsbladet.dk.
- Så jeg vil næsten sige, det er en ekstra motivation. Så må jeg tage de kampe og de træninger, jeg kan.
Hvordan har du opfattet det, at klubben mente, det var nødvendigt at hente en venstre back mere?
- Det kom lidt bag på mig i starten. Det var ikke den position, hvor man ville sige, der manglede nogle på. Men man kan godt se, at Alex har nogle gode færdigheder, også hvis Højer lige pludselig ikke er her mere. Så er han klar på at gå ind i startopstillingen.
Netop det scenarie, at Casper Højer bliver solgt, var ifølge Ekstra Bladet årsagen til, at AGF garderede sig med den australske landsholdsback Gersbach. Men Højer er der stadig, og Daniel Thøgersen skal med under et år til kontraktudløb vurdere, om han vil binde sig til AGF.
- Jeg fokuserer ikke så langt ud i fremtiden. Jeg fokuserer bare på lige nu og her og at gøre det så godt som muligt til træning og i reserveholdskampene. Så må vi se, hvad der sker, siger han.
Nu og her er transfervinduet åbent, og du kan for eksempel komme på leje. Hvad tænker du om den mulighed?
- Jeg tænker, at det kunne være en god mulighed. Nu er jeg jo blevet tredjevalg, så der er længere til spilletid, end der var før. Det handler jo bare i den alder, jeg har, om at få nogle kampe og noget spilletid, siger Thøgersen.
Har du talt med klubben om din fremtid?
- Der har været en åben dialog om det, men der er ikke kommet noget konkret endnu. Så jeg tager det bare dag for dag, og så må vi se, hvad der sker.
OB og Brøndby IF viser angiveligt interesse for dig. Har du hørt noget til det?
- Ikke rigtig. Det er ikke rigtig noget, jeg forholder mig til. Jeg er AGF-spiller og fokuserer på det inden for banen. Alt det uden om fokuserer jeg ikke rigtig på, siger han.
OB skrev i går kontrakt med prøvespilleren Kingsley Madu. Brøndby har fortsat kun én naturlig venstre back i truppen, Anthony Jung.
AGF møder netop Brøndby på udebane på søndag. Dog formentlig uden Daniel Thøgersen.