Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-spiller på vej væk: Har tilbud fra Asien

Den australske midtbanespiller forlader efter alt at dømme AGF til vinter.

Han har kontraktudløb i AGF ved årsskiftet, og alt tyder på, at Mustafa Amini skal videre til den tid. Det fortæller australierens agent, Buddy Farah, til B.T. Sport.

Mustafa Amini “forlod” egentlig den århusianske Superliga-klub i sommeren, men efter at et skifte til tyrkiske Ankaragücü i sidste ende kollapsede, returnerede han til AGF på en halvårig kontrakt. Den udløber om knap fire uger, og til den tid søger han igen videre.

Det er i hvert fald det mest sandsynlige ifølge agent Buddy Farah, som også afslører, at der allerede er bud på midtbanespilleren.

- Vi har flere tilbud fra Asien lige nu, så på det her stadie er det især klubber fra Asien, der er interesserede. Vi kommer til at overveje, hvad der vil være det bedste næste skridt, siger agenten til B.T. Sport.

Det er imidlertid ikke udelukket at blive i Europa eller Danmark, lyder det også fra Buddy Farah.

Mustafa Amini, 27 år, har ikke været i aktion for AGF i denne sæson. Over de forgangne fire sæsoner nåede han imidlertid at optræde på århusianernes midtbane 131 gange med 12 kasser til følge.

Tidligere har han også spillet hos Central Coast Mariners, Borussia Dortmund II og Randers FC.