AGF-chef satte sit job på spil

Bragt i Tipsbladet 29. juli
Nogle gange har man brug for at være lidt alene. I pausen af reserveholdskampen mellem AGF og Silkeborg på AGF’s træningsanlæg Fredensvang trækker Brian Steen Nielsen roligt, men målrettet ned mod græshøjen bag Bane 1.

Dernede sidder nogle få af AGF’s førsteholdsspillere, som Kasper Povlsen, David Devdariani og Aron Johannsson godt nok også og følger kampen som tilskuere, men han finder et rimeligt stort areal ude til siden, hvor ingen andre end ham selv kan høre, hvad han siger.

AGF’s reserver er voldsomt overmatchede af Silkeborgs mere sammenspillede akademispillere, som fortjent fører 2-0 ved pausen, men alligevel er der ingen grund til at gemme sig. Dagen forinden kom AGF’s Superliga-hold nemlig ganske flot fra land i comebacket til den bedste række ved at vinde overbevisende 2-1 over Lyngby.

12.229 mennesker fulgte slaget på NRGi Park, og fanklubben tæt ved det ene sving skabte en forrygende stemning. Specielt noterede Brian Steen Nielsen sig med tilfredshed, at publikum tog særdeles godt imod nyindkøbet Søren Larsen, som blev præsenteret i den hvide trøje få dage forinden. Selvom den tidligere Schalke 04-angriber kun nåede nogle få minutter til slut på grund af manglende kampform, var det stadigvæk en blåstempling af Brian Steen Nielsens arbejde som sportschef.

Et arbejde, der for en stor dels vedkommende foregår over mobiltelefonen, når kontakten til agenter, direktører, spillere og andre aktører i fodboldens verden skal holdes.

Og nogle gange hemmeligholdes.

»Jeg har ingen problemer med, at folk kommer hen og vil snakke, når jeg er til en træning eller kamp her på Fredensvang. Problemet er bare, at når man står dernede og taler i telefon, så er det helt tydeligt, at folk har lige så store ører som en eller anden afrikansk elefant. Så nogle gange, når jeg får et vigtigt opkald, går jeg lige væk og sidder for mig selv. Så kan jeg få ordnet nogle ting, mens jeg sidder og ser bold. At sidde og se noget bold, hvor hjertet ikke behøver sidde helt oppe i halsen, det er faktisk rigtig dejligt. Som nu i en reserveholdskamp,« siger Brian Steen Nielsen, da vi et par dage efter sidder foran klubhuset og snakker om hans gerning som sportschef.

Vi er midt i juli, og transfervinduet står pivåbent. Det er nu, at spillere kan sælges og købes, og derfor skulle man tro, at perioden er den travleste i kalenderen for manden med salg og køb som sit ansvarsområde, men det er en sandhed med modifikationer.

»Det er en misforståelse i forhold til, hvordan transfervinderne fungerer, og hvordan jobbet er generelt. Mange af de ting, som bliver gjort, er ud fra noget forarbejde, der bliver gjort udenfor transfervinduerne. I vinduerne ser man så klimaks på tingene, når det lykkedes at afslutte dem.«

»Du ved nogenlunde, hvad du vil, og hvad der er af ledige spillere. Du forsøger at få en indikation af priser og så videre, men det sker inden. I selve transfervinduerne sker der også lidt, hvor noget er held, og andet er planlagt. Du skal være enormt omstillingsparat, for der sker nogle ting hele tiden. Det har det her vindue også vist ved os,« siger Brian Steen Nielsen med henvisning til, at en eller flere af de spillere, han troede kom til, ikke kom. Blandt andre Lyngbys Kim Aabech.

Læs mere på næste side


Kigger vidt og bredt
Anskaffelsen af Søren Larsen er et godt eksempel på to vigtige pointer i Brian Steen Nielsens arbejde. Dels, at han ikke kan nøjes med at holde fokus på et begrænset spillermarked i det skandinaviske nærområde, dels at muligheder for at tilknytte en dygtig spiller kan opstå pludseligt ud af ingenting.

»Man kan ikke nøjes med at kigge i for eksempel Norge eller Sverige. Du bliver nødt til at holde øje med det hele, men for vores vedkommende har vi hele tiden vidst, at det var vigtigt med den angriber, i forhold til at vi kunne blive en lille smule sårbare. Jeg tror på den trup, vi havde inden Søren Larsen, men vi ved også godt, at vi ikke holder os skadesfri i 33 kampe. Derfor var der behov for en angriber.«

»Så kigger du. Og du kigger bare bredt i hele verden. Hvem har scoret mål? Får sat alt netværk i gang. Der er hele tiden de her tre, fire, fem spillere, man gerne vil have, og kommer der så en åbning med dem på noget tidspunkt? Hvor lang tid kan du trække den, i forhold til at du skal begynde at spille kampe? Hvornår sker der noget?«

»Der kunne jo sagtens komme en angriber, der var nummer fem i Real Madrid, lige pludselig. Eller nummer seks. Hvor de andre klubber i La Primera ikke lige vil binde an med ham. Pludselig kan der komme sådan en åbning med den slags spiller også, selvom det vil være en gang ud af flere hundrede. Så det hjælper ikke noget, at man kun kigger et bestemt sted. Det, der gør arbejdet så svært, er, at du skal kigge så bredt og danne dig et billede af, hvad der kommer til at ske. Alle fax og emails, der kommer ind, hvor man tænker: »Hold da kæft, han har scoret der og der.«

»Så pludselig kommer der bare en hel anden spiller ind i Søren Larsen. Det var jo egentlig ikke en mulighed, vi havde, i forhold til at Søren Larsen havde en aftale i Toulouse, hvor han tjente en høj løn. Men så kom den åbning pludselig.«

Op til tilgangen af Søren Larsen kunne Brian Steen Nielsen ikke åbne en avis, eller læse en fodboldhjemmeside eller AGF-debatforum, uden at blive konfronteret med behovet for en angriber. Peter Graulund var inden da den eneste deciderede boksangriber i truppen, og da han efterhånden nærmer sig de 35 år, er risikoen for skader stor.

»Selvfølgelig kan jeg godt lægge mærke til presset fra omverdenen, men det bekymrer mig ikke. Jeg har oplevet så mange ting i mit liv, at det ikke er et pres for mig. Men der har været et pres, for vi skulle have en angriber ind. Det var simpelthen så vigtigt. Jeg vidste også godt, at mange af de navne, jeg havde i tankerne, ikke ville have givet genklang.«

»Derfor havde jeg selvfølgelig håbet på, at jeg kunne komme med et godt navn på et eller andet tidspunkt. Det er et pres, jeg lægger på mig selv. Jeg vil altid… altså jeg har det jo ligesom alle andre i Århus: Jeg vil mere, end økonomien er til, i princippet. Så lykkedes sådan en case her, og det var enormt lettende for mig.«

Læs mere på næste side

Larsen blev imponeret
Angriberen med 20 A-landskampe på cv’et var kørt sur i sin tilværelse på Toulouses reservehold og havde tidligere overfor tipsbladet.dk givet udtryk for, at han ville »hjem og sætte Superligaen i brand.« Der manglede blot, at Toulouse skulle være villig til at lade ham gå på en fri transfer.

»Der bliver den åbning, at jeg får at vide, at Søren Larsen måske kan komme fri i Toulouse. Det fik jeg at vide af hans agent Ivan Marko Benes gennem noget netværk, som vi bruger, der ved, at vi leder efter angribere. AGF kunne godt være en interessant klub for Søren Larsen, har han ligesom givet udtryk for til dem,« siger Brian Steen om hvordan Søren Larsen havnede i AGF.

»Så bliver der selvfølgelig nogle samtaler i kulissen, og vi er jo ikke den eneste klub, de har samtaler med, men i forhold til, at det er Danmark, og den måde spilleren gerne vil profileres på, så er jeg jo godt klar over, hvilke klubber der måske kan være inde i billedet til det her. Så må man gøre det bedste, man kan, i de samtaler der nu kører i en periode mellem os selv, agenten og spilleren. Det kører nok to-tre uger sådan et forløb her. Vi snakker med Søren selv, mig og Peter Sørensen, om hvordan vi vil spille, hvilke forventninger vi har om at bruge ham og så videre. For Søren Larsen er jo ikke tiltænkt en bænkeplads. Så var det nok ikke AGF, han havde valgt.«

»Den måde, vi præsenterer klubben på, de ambitioner vi har, og de tanker vi har med ham, den klubstørrelse, som vi også har, det tror jeg gjorde en forskel i forhold til nogle af de andre klubber, som han også har snakket med. Og heldigvis holder vi ord i forhold til de ting, vi har sagt til ham. Vi kommer til et pressemøde med to timers varsel i loungen med total stående applaus, da han kommer ind, og tænker »hold da kæft!« Så det, vi har forsøgt at melde op til ham, det er også det, der sker.«

»Du kommer ned på stadion til den første kamp, der er 12.000 tilskuere, og de rejser sig alle sammen op, når han skal ind. Der er fire-fem forskellige seancer under hele kampen, hvor de råber hans navn. Det er ikke sådan, at der kun kommer 4000 tilskuere, og der ikke er nogen, der siger noget. Det er han jo voldsomt tilfreds med, for det var det, han havde håbet på selv. Det hele lykkedes så, og det gør bare, at hvis han så snakker med nogle andre spillere om AGF, så vil han være positiv. Og det er jo den spiral, man skal ind i. At det er positive ting, der foregår.  Sådan mener jeg også, at det har været i klubben længe, uanset om man har været oppe eller nede.«

Kan snakke med alle
»Samtale fremmer forståelsen,« hed et slogan for et fransk mobiltelefonselskab for nogle år siden, og det er nærmest en læresætning i Brian Steen Nielsens job.

Billedet af ham som spiller passer ikke helt dertil. Det forestiller en kompromisløs kriger, som ryddede op med hårde tacklinger på midtbanen og mest brugte stemmebåndet til at ruske op i sine medspillere. Temperamentet var en trofast følgesvend og kan ind i mellem godt dukke op til overfladen igen hos sportschefen, når han stiller sig uden for loungen på NRGi Park for at se kampen fra tættere hold.

Som da forsvareren Mark Howard i en kamp i foråret 2010 fik et slag og måtte behandles ude på sidelinjen. Den seance tog efter Brian Steen Nielsens mening lige lovlig lang tid, så AGF var en mand i undertal et stykke tid og kom under pres, indtil Brian Steen Nielsen råbte:

»Så få ham da ind, for satan!,« så det kunne høres på det meste af A-tribunen.

Brian Steen Nielsen ved godt selv, at temperamentet er der, og at det skal tøjles anderledes, end da han var spiller. Han griner af det, og siger:

»Problemet er lidt, at som sportschef bliver du jo målt på det, andre gør, og det er derfor, det er så vigtigt at få de folk ind, som kan gøre det. Du lever også af dem, og det er måske det sværeste i jobbet. Det er jo ikke nok, at jeg har fået Søren Larsen, nødvendigvis, for hvis han så bliver skadet, og holdet taber fire kampe, så er jeg stadigvæk en kæmpe idiot. Hvorimod, at hvis han bare kunne komme ind og få succes og score nogle mål, så er jeg lige pludselig helt fantastisk.«

Brian Steen Nielsens stemmebånd får ikke lov at hvile længe ad gangen. Han er endnu ikke hoppet med på smartphone-bølgen og betjener sig fortsat af en gammeldags mobiltelefon, men den virker skam, som den skal, og sportschefen kan ikke lade være med lige at skæve ned på skærmen et par gange under interviewet for lige at se, om der skulle være kommet en sms, eller et opkald, han har misset.

»Jeg kan passe mit arbejde alle steder fra. De vigtigste arbejdsredskaber for mig er to ting: Jeg skal have min mobiltelefon og så Ole Hall. Så kan jeg klare mig overalt i verden. Ole Hall er vores sportslige koordinator og administrator, specielt omkring de juridiske ting og papirarbejdet vedrørende det kontraktmæssige. Jeg skal bruge min tid der, hvor jeg er allerbedst, og det er ved at snakke med folk på alle niveauer. Det er ligegyldigt hvem, så kan jeg snakke med dem; direktører, eller folk, der vasker tøj.«

Ringer mobilen meget?
»Ja, for du er jo på hele tiden. Det er et spørgsmål om at arbejde med det netværk, du har, hele tiden, og også gøre netværket større. Finde ud af, hvem der er de rigtige folk, og hvem der ikke er. Det er hele tiden noget nyt, der sker. Jeg arbejder meget sammen med en vis kreds af folk, men der er titusindvis af agenter, og man vil jo ikke lade den helt rigtige spiller gå ens næse forbi. Jeg får en masse mails om afrikanere og bliver lige nødt til at vide lidt, for at få kunne tage stilling til det. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Det gør jeg sikkert mange gange.«

Læs mere på næste side

Satte sin stilling på spil
Brian Steen Nielsen blev nærmest kastet ind i jobbet som sportschef, da alting sejlede i AGF i starten af 2005. Direktøren Frank Heskjær havde forladt sin stilling i december 2004, og i månederne frem til marts havde Brian Steen Nielsen flere forskellige kasketter på.

»Jeg var både scout, assistenttræner for Sören Åkeby, cheftræner i et par kampe og sportschef. På et tidspunkt, hvor jeg ikke aner noget som  helst om, hvad det er for en jobbeskrivelse, jeg går ind til. Det var der ikke nogen, der havde styr på i den organisation på daværende tidspunkt. Det var bare at kaste sig ud i det, og så selv få styr på nogle af de mange ting, der skulle gøres,« siger Brian Steen Nielsen, som godt nok var sikker på, at han gerne ville blive i fodboldbranchen efter endt karriere som spiller. Men sportschef stod ikke øverst på ønskelisten.

»Nej, det gjorde trænergerningen, men det nåede jeg ikke rigtig at komme ind i, inden jeg blev kastet over i det her. Det kan også godt være, at jeg bliver træner engang. Jeg vil ikke binde mig fast på noget, men det skal være noget med fodbold. Mit liv er jo fodbold. Mit liv er jo ikke at gøre alt muligt andet. Det er det, jeg brænder for. Jeg gider kun at gøre det, jeg brænder for. Derfor ved jeg, at det altid vil være fodbolden for mig, på den ene eller anden måde. Så kan det være, at jeg kan tjene otte millioner om året, eller 200.000 – det er ikke så vigtigt.«

»Det vigtigste er at kunne være med til at gøre en forskel hver dag. Det, at køre på arbejde hver dag og vide, at man kan gøre en forskel, hvor det har en betydning for nogle mennesker. Det er ikke sikkert, at du kan få lov til det resten af livet, men det er privilegium for mig. Derfor lægger jeg en ære i at gøre det rigtige. Og lige nu kan jeg ikke se andet, end at jeg skal være i AGF i mange år.«

Hvordan synes du selv, at du er lykkes med jobbet?
»Jamen, det ved jeg ikke…,« siger Brian Steen Nielsen, men tilføjer hurtigt:

»Jeg synes, at jeg er enormt dygtig til det, jeg gør. Det synes jeg faktisk. Jeg finder løsninger i næsten alle de transfervinduer, der har været. Næsten hver eneste gang er alle ting lykkes. I sidste transfervindue var det eneste, der ikke lykkedes, at få solgt Benny Feilhaber. Men han kom så afsted lidt senere alligevel til USA.«

»Set gennem årene er der selvfølgelig også sket negative ting. Vi er rykket ned et par gange, og det er jeg ikke bange for at tage skylden for. Jeg skal sgu’ nok tage det fulde ansvar, hvis det er det. Jeg sagde sidste år, da vi rykkede ned, at nu skulle vi have en ny træner ind. Måske skulle vi have haft en ny træner ind før for at prøve at undgå nedrykningen, men det var oppe at vende på bestyrelsesniveau, og det syntes man ikke.«

»Sidste sommer sagde jeg til bestyrelsen, at hvis vi så ikke rykkede op, havde jeg ikke noget mod at tage ansvaret for det. Jeg ved, at Peter er en dygtig træner, og jeg havde ikke været her, hvis vi ikke var rykket op. Jeg har ikke noget mod at lægge det tryk på mig selv internt.«

Så du ligesom satte din stilling på spil?
»Ja, altså det er jo ikke sikkert, at det var sket alligevel. Nogle gange er det også bare ord, men jeg ved bare, at det at vi fik Peter på det tidspunkt var det rigtige, og at spillertruppen var den rigtige. Det beviste vi heldigvis også i 1. division, og derfor var det også en fantastisk forløsning bagefter, at det lykkedes. Ellers må det have en konsekvens. Hvis vi ikke kunne lykkes med de ting her, så er det også lige meget. Så er det sgu’ bare ikke mig, der skal til, og så er der en anden en, der må komme,« sagde jeg.

Ageret ud fra noget umenneskeligt
En af de ting, Brian Steen Nielsen har taget med sig fra banen er flid.

»Jeg arbejder stenhårdt. Jeg kan arbejde hele tiden. Jeg kan stå her og skal snakke med agenter på hotel i Herning klokken seks om aftenen for eksempel. Så er der folk, der spørger: Jamen hvad fanden laver han egentlig? Men det er rigtig mange timer, du lægger i det. Og du slapper aldrig af. Du slapper aldrig nogensinde af i det job her, for du har hele tiden nogle tanker, der kører, uanset hvor du er henne. Jeg skulle i sommerhus i uge 29 med familien, men mandag, tirsdag, onsdag går jo med at få det her Søren Larsen på plads. Det var så den første ferieuge.«

Brian Steen Nielsen er familiefar til to piger på 9 og 13 år, men afviser at jobbet går ud over familielivet hjemme på Vejle-kanten, hvor basen stadig er.

»Det heldige med min familie er, at de altid har været vant til, at jeg har været meget væk. Altid i weekenderne har jeg været væk, når jeg har skullet spille. Den vej rundt er der ikke noget anderledes for dem. Jeg er god til at få tingene passet ind og vide, hvornår jeg skal være hjemme. Jeg kan sagtens være hjemme en dag og snakke telefon og så samtidig være der 100 procent for dem. Men der er ingen tvivl om, at hvis man ønsker at gøre sit job så godt som muligt hele tiden, så er det belastende for en selv.«

»Jeg lægger nogle gange et for voldsomt pres på mig selv, og det er en af de ting, jeg skal arbejde med. Men det har jeg altid gjort som spiller også. Jeg har ageret ud fra noget, der næsten ikke var menneskeligt, hvor Sören Åkeby sagde: »Du kan ikke forvente af de andre spillere, at de skal leve, som du har levet.« Jeg kunne næsten rejse hjemmefra, væk fra familien for at bo på hotel, for jeg skulle ikke ligge og høre nogle unger skrige om natten. Det er måske lidt for ekstremt, men i forhold til det begrænsede talent jeg havde, så spillede jeg altså 66 landskampe. De små marginaler har måske gjort, at jeg nåede det, jeg gjorde,« mener Brian Steen Nielsen.

»Det er også det, jeg vil nu her i det her job. Jeg vil så meget, men der er hele tiden den begrænsning, der hedder økonomi. Jeg er ikke i tvivl om, at med den klub vi er, kan vi sagtens få tilknyttet gode og store spillere. Det synes jeg også, at vi har gjort i nogle år nu, men de sidste ting er bare ikke lykkes. Det håber vi selvfølgelig på, at de kommer til på den lange bane.«