AGF-boss svarer Michelsen igen: Han vil gerne være underdog
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF-boss svarer Michelsen igen: Han vil gerne være underdog

Jakob Michelsen talte tidligere på dagen om AGF's "store budget", men ifølge århusianernes sportschef er klubbernes sportslige budgetter stort set ens. Så Michelsen forsøger at påtage sig underdog-rollen, mener Peter Christiansen.

- AGF har endnu en gang haft et godt transfervindue og er ved at spille op til det store budget, som de har. Der er ro på bagsmækken, og de har tro på de ting, de går og laver. De har fire sejre i træk, og der venter os en sjov kamp. Men når jeg nu roser AGF så meget, så har vi jo lige så mange point som dem.

OB-træner Jakob Michelsen gav tidligere på dagens sit besyv med om aftenens modstander. Det er dog ikke kun antallet af point i Superligaen, der er på niveau med hinanden i OB og AGF. Det er de sportslige budgetter også, vurderer Peter "PC" Christiansen.

Ifølge AGF-sportschefen har han i store træk lige så mange penge at gøre godt med som sin kollega i Odense. Så når Michelsen snakker om AGF's store budget, kunne han lige så godt snakke om OB's store budget.

- Der er nogle i Odense, der åbenbart har haft et behov for at spille "underdog-kortet" inden kampen i aften. Virkeligheden er, at vores og deres budget er stort set ens. Det er ligeværdige budgetter, som vi, OB og for den sags skyld AaB arbejder ud fra, siger Peter Christiansen til tipsbladet.dk.

Læs også:OB-træner om AGF: De er ved at spille op til deres store budget

Tipbladets halvårlige analyse af Superliga-klubbernes sportslige budgetter udkommer i dag, og ifølge det har AGF rækkens fjerdestørste sportslige budget på 44 millioner. Derefter følger AaB (38) og Michelsens OB (36).

De tal stemmer dog ikke ifølge "PC".

- Med mit kendskab til tingene - selvfølgelig indsigten i vores eget, som har været holdt på samme niveau i nogle sæsoner nu, og med det kendskab, jeg har til deres, og det må mindst være et lige så godt et bud, som at han sidder fra en trænerstol og vurderer vores - vil jeg gerne slå fast, at vi opererer ud fra ligeværdige budgetter, siger han.

- Det her er kun et spørgsmål om, at Jakob - som han så også notorisk har ry og haft behov for i hele hans trænerkarriere - gerne vil placere sig selv og OB i den rolle (som underdog, red.) inden kampen i aften. Hvorfor forstår jeg så ikke, når man kigger på, hvad holdet fra Odense har præsteret igennem en længere periode, men det bliver lidt trættende at høre på i længden.

Læs også:Optakt: OB - AGF

Mens OB og AGF altså har præsteret nøjagtig det samme i denne sæson, 14 point og en delt fjerdeplads, sluttede fynboerne på femtepladsen i sidste sæson, mens AGF måtte tage til takke med en samlet ottendeplads.

Om OB og AGF fortsætter med at være ligeværdige rent sportsligt, får vi et svar på i aften. Der er kickoff fra Odense klokken 19.

Se mere af Tipsbladets analyse af Superliga-klubbernes sportslige budgetter her.

Læs også:FCK langt foran konkurrenterne: Her er Superliga-klubbernes spillerbudget

Læs også:Tv-station slår fast: Landsholdet forsvinder fra 1 mio. danskeres tv-pakker

Læs også:OB-stopper klar til AGF-kamp: Jeg har været meget svag de sidste par dage