Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss: Det skal vi hente før sæsonstart

Uwe Rösler har én klar prioritet, når det kommer til transfermarkedet.

HERNING (Tipsbladet): Der har været godt gang i Stig Inge Bjørnebye og co.’s kuglepenne denne sommer. AGF har allerede hentet forsvarsspillerne Henrik Dalsgaard og Aksel Halsgaard samt keeper Leopold Wahlstedt.

Men århusianerne er ikke færdige, hvis det står til cheftræner Uwe Rösler.

AGF har sagt farvel til midtbanespillerne Magnus Knudsen, Julius Beck og Benjamin Hvidt denne sommer. Og det efterlader dem i en position, hvor de har brug for mere bredde på den del af banen.

- Vi har mistet flere midtbanespillere, så det er tydeligt, at vi skal have en midtbanespiller ind, før sæsonen starter. Der er folk, der arbejder hårdt på det. Det ved jeg. Vi kigger på spillere, og folk arbejder hårdt. Jeg håber, vi lykkes med det, siger Uwe Rösler efter torsdagens testkamp mod FC Midtjylland.

I torsdagens testkamp var både Michael Akoto og Felix Beijmo i første omgang udtaget til kampen, men i sidste ende ikke at finde i truppen. Det er dog ikke, fordi de er på vej væk.

- I går og denne morgen meldte de, at de havde nogle problemer, og vi ville ikke risikere noget. Det er ikke tid til det her to uger før sæsonen. Det var en skam, fordi vi mistede noget bredde til at være mere konkurrencedygtige i kampen.

- Vi var enige om fire gange 30 minutter (mod FCM, red.), så vi måtte holde os til aftalen, og det var en skam, men sådan er det. Det bør ikke være noget længereværende problem. De bør være klar til Luton-kampen (i næste uge, red.), siger AGF-bossen. 

AGF endte med at tabe 0-4 til FC Midtjylland.