Agent: Enorm interesse for Falk
Illustration
Superliga

Agent: Enorm interesse for Falk

Rasmus Falks agent, Mads Bach Lund, melder om massiv interesse for OB-profilen, men passer ellers godt på sin fynske guldfugl.

Ajax Amsterdam, Brøndby og FC København har alle været sat i forbindelse med Rasmus Falk denne sommer, og dermed tegner der sig et billede af en særdeles ombejlet fynbo. Og det billede kan OB-profilens agent, Mads Bach Lund, kun nikke genkendende til.

- Jeg har ikke så mange kommentarer om Rasmus' situation. Det er en aftale, han og jeg har. Men jeg mærker, at der er en enorm interesse for Rasmus Falk, og jeg kan sige, at han træner som en sindssyg i OB for hele tiden at blive bedre. Hvad der ellers har været skrevet om Brøndby, FC København osv., har jeg ikke nogen kommentarer til, siger Mads Bach Lund til tipsbladet.dk.

22-årige Rasmus Falk er for hver sæson, der er gået, blevet en større og større profil i Superligaen, og i den forgangne sæson var han et af lyspunkterne på et svagt OB-mandskab. Så spørgsmålet er, om Falken er klar til at sprede vingerne ud og flyve til en større destination i løbet af sommeren, eller om det fynske fodboldpublikum i endnu en sæson bliver forkælet med hans tekniske lækkerier.

Rasmus Falk har kontrakt med OB frem til 2016.