Jens Bangsbo har et stærkt træner-cv.
Den 66-årige dansker har nemlig været en del af Juventus, AEK Athen, Antalyaspor og det danske A-landshold, og senest var Bangsbo assistent i Atalanta.
Superligaen kan godt være interessant.
Jens BangsboTidligere Atalanta-assistent
Danskeren valgte dog at sige op i efteråret på trods af stor succes under Gian Piero Gasperini.
Bangsbo er nu på jagt efter sit næste trænereventyr, men han har allerede sagt nej til flere muligheder, siger han til Tipsbladet.
- Det er lidt uklart, hvad jeg skal foretage mig. Efter jeg er stoppet i Atalanta, har jeg haft nogle muligheder, men det var ikke oplagt for mig. Jeg vil gerne beskæftige mig mere med fodbold, så på den måde er jeg interesseret. Der er forskellige modeller. Det ene er at tage et rigtigt hold og være cheftræner. Det andet er noget halvtid som i Atalanta, hvor jeg var en del af trænerstaben.
- Den tredje model er at være konsulent. Jeg har haft nogle muligheder i alle tre kategorier, men det er ikke noget, som, jeg syntes, var interessant nok. Interessant nok er, hvis jeg kan se nogle perspektiver i det. Det skal ikke nødvendigvis være på allerhøjeste niveau, men jeg skal se, om de vil noget på to-tre års sigt, siger Jens Bangsbo til Tipsbladet.
Har du både haft muligheder i Danmark og udlandet?
- Ja, det har både været i Danmark og udlandet.
66-årige Bangsbo er åben for at tage til den danske Superliga, men projektet skal være det rigtige.
- Superligaen kan godt være interessant, men det handler om, hvad man vil. Jeg ser mange hold, hvor man er tilfreds med at bevare status. Så skal det være rigtig interessant, hvis det skal være Superligaen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Gode erfaringer
Igennem en lang karriere i udlandet har danskeren lært meget, og han er god til at udvikle spillere, mener han.
- Jeg har haft nogle gode erfaringer i udlandet, og jeg mener, at jeg har fået erfaring på allerhøjeste niveau. I Juventus var det noget andet end i Atalanta. Der måtte vi arbejde intenst på at nå dertil, hvor klubben er nået.
- Jeg har taget nogle erfaringer med i forhold til, hvad der skal til for at nå det, så man kan skabe en udvikling. Atalanta havde fire landsholdsspillere i sin tid, og nu har klubben 20. Der er sket noget med spillerne, siger Jens Bangsbo til Tipsbladet.
Bangsbo nåede at være Atalanta-assistent i fem år.
Danskeren har arbejdet under store trænere som Carlo Ancelotti og Marcello Lippi.