En midtbanespiller ud, en midtbanespiller ind.
Tipsbladet kan afsløre, at Silkeborg henter Mads Freundlich for omkring fire millioner kroner.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er Superliga-klubben mandag blevet enig med Hobro om et køb, og spilleren har også takket ja til tilbuddet fra Silkeborg.
Derfor er det blot et spørgsmål om kort tid, før Kent Nielsen har en ny midtbanespiller at råde over, efter at han og klubben sagde farvel til islændingen Stefan Teitur Thordarson.
21-årige Mads Freundlich kom til Hobro fra AaBs ungdomsafdeling i sommeren 2019.
Et år senere var det tid til at rykke op på førsteholdet, og i dag er han en profil for 1. divisionsmandskabet.
Han har scoret seks mål og lavet tre oplæg i 66 kampe for Hobro.
Men tiden i den nordjyske klub er altså ved at rinde ud.
Mads Freundlich rykker et skridt op i karrieren og er klar til Superliga-fodbold, når de sidste formaliteter er gået i orden.
Tipsbladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Silkeborg og Hobro.