Randers har allerede styrket offensiven med tilgangen af Florian Danho, og som Tipsbladet tidligere har løftet sløret for, køber Superliga-klubben også Norman Campbell - han forventes ifølge Tipsbladets oplysninger at kunne præsenteres inden for meget kort tid.
Nu kan Tipsbladet afsløre, at Randers også køber Mohamed Touré.
Angriberen, som har statsborgerskab i både Guinea og Australien, men som tørner ud for sidstnævnte i landsholdsregi, er 20 år gammel og spiller i franske Reims, hvor han er tilknyttet andetholdet.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er Randers og Reims næsten enige om en pris på 250.000 euro, det er lige under to millioner kroner.
Dermed mangler blot lægetjek og underskrifter på kontrakten, før handlen går igennem.
Randers mistede denne sommer Mohammed Fuseini og Lasso Coulibaly, der begge var store profiler på holdet, men nu er der ved at være hentet erstatninger for dem.
Rasmus Bertelsens mandskab indleder deres nye Superliga-kampagne om 10 dage med en udekamp mod Vejle Boldklub.