Afsløring: Norsk klub køber FC Midtjyllands Sammy Skytte
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Afsløring: Norsk klub køber FC Midtjyllands Sammy Skytte

Danske Sammy Skytte skifter ifølge tipsbladet.dk's oplysninger til norske Bodø/Glimt. Han får en fireårig aftale.

Han var en fin succes i Stabæk i efteråret, da han var udlejet fra FC Midtjylland til den norske Eliteserie-klub, og nu kan tipsbladet.dk så fortælle, at Sammy Skytte fortsætter karrieren permanent i Norge.

Det er ifølge tipsbladet.dk's oplysninger Bodø/Glimt, der henter midtbanespilleren i FC Midtjylland. Klubben køber den tidligere U21-landsholdsspiller i FC Midtjylland, hvor han aldrig nåede at få en førsteholdskamp.

Sammy Skytte skal til lægetjek i Bodø/Glimt mandag, og hvis alt går vel skriver han efterfølgende under på en fireårig aftale med den norske klub.

Læs også:Officielt: FCM sender spiller på leje i nedrykket danskerklub i Norge

Midtbanespilleren har spillet i FC Midtjylland siden sommeren 2018, hvor han blev købt i Silkeborg IF, efter SIF rykkede ud af Superligaen.

I det første år var Skytte udlejet til AC Horsens, og i efteråret 2019 var han altså på en aftale i Stabæk sammen med danskerne Kasper Junker og Youssef Toutouh. Junker bliver igen holdkammerat med Skytte, da også han er i Bodø/Glimt.

I sidste sæson sluttede Bodø/Glimt som en overraskende nummer to, og dermed skal Sammy Skytte efter sommer også hjælpe klubben, mens den forsøger at spille sig langt i Europa.

Sæsonen følger kalenderåret i Norge, og derfor er klubberne lige nu ved at forberede sig til den kommende sæson i Norge. Transfervinduet er derfor fortsat åben i både Norge og Sverige.

Læs også:FCM-spiller ikke med på træningslejr: Leder efter ny klub

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Sammy Skytte reelt går ind og dækker Vegard Mobergs plads på midtbanen i Bodø/Glimt. Moberg er skiftet til Skyttes tidligere klub Silkeborg IF, for hvem han søndag scorede sit første mål, da SIF spillede 1-1 med FC København.  

Sammy Skytte har 68 Superliga-kampe på sit cv - han kostede omkring 3,5 millioner kroner for FC Midtjylland at købe i Silkeborg, fordi han havde en klausul i tilfælde af nedrykning.

Skyttes agent, Christian Bysted, ønsker ikke at kommentere på oplysninger, og tipsbladet.dk arbejder på at indhente en reaktion fra FC Midtjylland, Sammy Skytte og Bodø/Glimt.

Læs også:2. divisionsspiller går i Kasper Junkers fodspor: Prøvetræner i norsk klub

Læs også:Midtjylland-træner jubler over indkøb: Vi bliver lidt sværere at læse

Læs også:FCM klapper i om svensk stjerne: Vi har set historien