Mikael Anderson er en stor stjerne i AGF, og det vil klubben gerne belønne med en ny kontrakt.
Tipsbladet kan afsløre, at den aarhusianske storklub har tilbudt den 25-årige midtbaneprofil en aftale til sommeren 2028.
Det er to år mere end den nuværende kontrakt.
Ifølge Tipsbladets oplysninger har den islandske landsholdsspiller imidlertid afvist kontraktforslaget i denne omgang.
Mikael Anderson kom frem i AGF i sine unge dage, inden han for 11 år siden skiftede til FC Midtjylland, der dengang så et stort lys i talentet.
I 2021 slog AGF så til og gjorde Mikael Anderson til det dyreste køb i klubbens historie for et beløb på 15 millioner kroner.
Siden har han etableret sig som en stor stjerne på det aarhusianske Superliga-hold, og der har været bud på ham både fra Lecce og Kortrijk, så AGF kunne tjene pengene hjem og mere til, men klubben har afvist alle tilnærmelser.
Tværtimod prøver klubben nu at beholde Mikael Anderson på længere sigt end kontraktudløb om to år, men tilbuddet har ikke været så fristende, at der er blevet sat underskrifter. Kun det modsatte, hvorfor det godt kan pege i retning af en transfer denne sommer.
AGFs sportschef, Stig Inge Bjørnebye, har ingen kommentarer til historien.