Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Mainz 05 jagter Nicolai Vallys

Bundesliga-klubben Mainz 05 har Nicolai Vallys øverst på ønskelisten og overvejer kraftigt at byde på Brøndby-stjernen, kan Tipsbladet afsløre. Men Brøndby ønsker ikke at sælge stjernen på nuværende tidspunkt.

Brøndby har en kæmpe profil i Nicolai Vallys, og han er særdeles eftertragtet i Bundesliga-klubben Mainz.

Tipsbladet kan afsløre, at den danske klub med Bo Henriksen og Michael Silberbauer i trænerteamet forbereder et bud på Superliga-stjernen, og den tyske klub er i dialog med Nicolai Vallys’ bagland i form af agenten Mikkel Beck om et skifte.

Ifølge Tipsbladets oplysninger vil Mainz gerne købe Nicolai Vallys for et sted mellem fire til fem millioner euro. Det svarer til 30-37,5 millioner kroner.

Danskeren er øverst på Bundesliga-klubbens transferliste, men onsdag formiddag havde Brøndby ifølge Tipsbladets oplysninger endnu ikke modtaget et bud fra tyskerne.

Nicolai Vallys tiltrækker sig ifølge Tipsbladets oplysninger også interesse fra Brest i Frankrig.

27-årige Nicolai Vallys kom til Brøndby for to år siden for tre millioner euro, 22,5 millioner kroner, og har siden været en kæmpe profil for klubben.

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, har ikke lagt skjul på, at Nicolai Vallys har en stor betydning for holdet, og Brøndby-chefen har udtrykt, at han er klar med en 'livstidskontrakt' til ham, så han kan slutte karrieren af på Vestegnen.

Samtidig er det ifølge Tipsbladets kilder på ingen måde Brøndbys plan at sælge hverken Nicolai Vallys eller Yuito Suzuki, som også tiltrækker sig opmærksomhed fra Tyskland.

Superliga-klubben ønsker at beholde begge offensive profiler, og derfor virker det på nuværende tidspunkt yderst vanskelig mission, som Mainz 05 er på.

Nicolai Vallys er på vej tilbage fra en skade og forventes snart at være en del af Brøndbys trup igen.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.