Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: FCN har fået stort millionbud på Harder

Sidste sæsons mest effektive spiller i Superligaen er igen hot på transfermarkedet denne sommer, og FC Nordsjælland har modtaget et stort bud fra udlandet, kan Tipsbladet afsløre.

Der er ingen garantier i fodbold, men det er næsten helt sikkert, at Conrad Harder én dag vil blive solgt for et kæmpe millionbeløb fra FC Nordsjælland.

Buddene bliver nemlig ved med at vælte ind.

Tipsbladet kan afsløre, at der inden for de seneste dage er løbet et nyt, stort bud ind på U19-landsholdsangriberen.

Ifølge Tipsbladets oplysninger har en udenlandsk klub budt seks millioner euro, 45 millioner kroner, for den attraktive teenager, der har statistikker som få andre jævnaldrende angribere i Europa.

I begyndelsen af 2024 kunne B.T. løfte sløret for, at FC Nordsjælland også dengang modtog bud fra store klubber som Eintracht Frankfurt, Atalanta og Genoa.

Siden er interessen for ham bare steget, men der er næppe nogen tvivl om, at FC Nordsjælland ønsker mere end 45 millioner kroner for at slippe sin guldfugl, som forventes at få en masse spilletid i denne sæson.

I sidste sæson fik Conrad Harder syv startpladser i Superligaen, mens resten af de 23 optrædener i den bedste række var som indhopper. Alligevel lavede han fem scoringer, hvilket er et mål pr. 118 minut. I pokalturneringen lavede han også to kasser.

Ifølge fotmob.com var Conrad Harder sågar den mest effektive spiller i Superligaen. Se listen her

De tal er så overbevisende, at udenlandske klubber igen forsøger at hente ham, inden det helt store gennembrud kommer, og han i det tilfælde bliver meget dyrere.

FC Nordsjælland og 19-årige Conrad Harder har papirer på hinanden i to år endnu.