Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: FCM sender Júnior Brumado væk

Den brasilianske angriber har allerede bestået lægetjekket i sin nye klub, kan Tipsbladet afsløre.

FC Midtjylland kan snart fjerne Júnior Brumado fra overskudslageret.

Tipsbladet kan afsløre, at den brasilianske angriber skifter til Coritiba i hjemlandet på en lejeaftale i et år, og der er en købsoption med i handlen, så han kan være fuldstændig fortid hos de danske mestre.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er klubberne enige om transferen, ligesom lægetjekket er bestået, og der mangler dermed kun underskrifter, hvilket forventes at blive ordnet i de kommende dage.

Forhandlinger om et skifte er blevet beskrevet i brasilianske medier, og nu kan Tipsbladet løfte sløret for indholdet i aftalen.

Júnior Brumado kom til den danske klub i 2019 og fik lidt af et gennembrud i Danmark med en udlejning til Silkeborg året efter.

For tre sæsoner siden lykkedes det ham også at vise sig frem i FC Midtjylland-trøjen med otte mål i 16 Superliga-kampe, men slemme skader har også været medvirkende til, at det aldrig er blevet godt.

I den seneste tid har Júnior Brumado slet ikke været i nærheden af Superliga-holdet, og han har offentligt givet udtryk for, at han var utilfreds og ikke følte sig ønsket i klubben. I knap 100 kampe er det da også blot blevet til 13 mål fra hans side. 

Samtidig har FC Midtjylland oprustet kraftigt på angrebspositionerne, hvorfor det bare var et spørgsmål om tid, før Júnior Brumado var fortid.

Det er han millimeter fra nu.