Som Tipsbladet kunne afsløre tirsdag morgen, ville Christian Sørensen skifte fra FC København til FC Midtjylland.
Nu kan Tipsbladet løfte sløret for, at skiftet er gået igennem i dag, torsdag.
Ifølge Tipsbladets oplysninger har venstrebacken gennemgået sit lægetjek og sat underskriften på aftalen i sin nye klub.
Christian Sørensen har som forventet skrevet under på en treårig aftale med Thomas Thomasbergs tropper i en meget opsigstvækkende transfer.
Det er nemlig utroligt sjældent, at to rivaliserende topklubber i Danmark laver interne handler.
Situationen var dog den, at Christian Sørensen ikke havde udsigt til fast spilletid i FC København, for hvem han sad på bænken i hele onsdagens kamp mod Banik Ostrava, og han fik muligheden for at få en kontrakt på tre år i en alder af 32 år.
Samtidig står FC Midtjylland i en akut mangel på venstre backer efter skader til Paulinho og Victor Bak - i en tid, hvor vanvittigt meget står på spil med Champions League-kvalifikationskampe.
Derfor slog FC Midtjylland til og afhjalp problemerne med blot 500.000 euro, 3.750.000 kroner, som FC København ville have for den 32-årige spiller, der ikke havde en fremtid i klubben og havde kontraktudløb med løverne ved udgangen af 2025.
Som Tipsbladet også kunne fortælle mandag morgen, var FC Midtjyllands lokalrivaler fra Viborg FF ude efter deres tidligere spiller Christian Sørensen, men han tager turen til MCH Arena.