FC København er få dage fra at miste en vigtig scout.
Tipsbladet kan afsløre, at Mikkel Dencher har landet et kæmpe job i MLS, hvor han skal være teknisk direktør i selveste LA Galaxy.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er der fuld enighed, og der mangler derfor kun en underskrift fra Mikkel Dencher, før han er fortid i FC København og nyansat MLS-boss med en masse ansvar.
Det bliver på en treårig kontrakt.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Mikkel Dencher kom til FC Københavns akademi i 2016, og fra 2018 blev han en del af førsteholdets scoutingteam, hvor han i dag har ansvaret for Norden.
Han har dermed haft en stor betydning for, hvem der er blevet rekrutteret til Parken i de seneste år, hvor FC København har nydt godt af arbejdet og solgt spillere for den ene transferrekord efter den anden.
Nu rejser 34-årige Mikkel Dencher videre til den anden side af Atlanten, hvor en af de største klubber i MLS venter og har udset ham som en decideret nøglemedarbejder.
Der mangler altså kun en underskrift, før skiftet er en realitet til en klub, der senest er blevet sat i forbindelse med Marco Reus fra Dortmund.