Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Dansk stortalent skal på besøg i Ajax

AGF-stortalentet Mikkel Bro Hansen skal i den kommende uge til prøvetræning i storklubben AFC Ajax.

Christian Eriksen, Kasper Dolberg, Nicolai Boilesen, Viktor Fischer.

Listen over danske talenter, der i teenageårene er taget til AFC Ajax er lang, og den er endnu længere end de fire prominente navne, der er nævnt foroven. Og hvem bliver så den næste i rækken?

Det kan meget vel blive Mikkel Bro Hansen.

Den 14-årige AGF-angriber, der tidligere på ugen debuterede for århusianernes U19-mandskab, skal fra mandag træne med i AFC Ajax, og her skal han vise sig frem i storklubben, som råder over et af Europas mest berømte akademier. 

Mikkel Bro Hansen må først underskrive en kontrakt med en dansk klub, når han er fyldt 15, og hvis han vil til udlandet, kan det tidligst ske, når han er fyldt 16, men det er helt efter bogen, at han træner med i Ajax, så længe han blot fylder 15 år i indeværende sæson, og AGF er informeret skriftligt om prøvetræningen - og det er århusianerne.

Det bekræfter rådgiver Casper Glisborg, som skal med Mikkel Bro Hansen til Amsterdam.

- Der er en god og sund dialog mellem AGF og Ajax, og det bliver en spændende oplevelse for Mikkel at komme til Holland og besøge en stor klub som Ajax, siger Casper Glisborg til Tipsbladet. 

Når han opholder sig på Fredensvang, træner Mikkel Bro Hansen både med U17- og U19-holdet i AGF, hvor han først kan få debut på Superliga-mandskabet, når han er fyldt 16. Det gør han i januar 2025.