Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Carlos Zeca er færdig i FC København

Ægteskabet mellem Superliga-stjernen og FC København er et overstået kapitel til sommer.

En legende takker snart af i FC København.

Aftalen mellem Carlos Zeca og den danske mesterklub udløber til sommer, og den bliver ifølge Tipsbladets oplysninger ikke forlænget.  

Det kommer med al sandsynlighed ikke som verdens største overraskelse for den 34-årige midtbanespiller. I løbet af de seneste 24 måneder har Carlos Zeca nemlig været ramt af to alvorlige korsbåndsskader, og det er blandt andet på den baggrund, at beslutningen nu er taget. Sådan lyder det fra flere kilder tæt på forløbet, som Tipsbladet har talt med. 

Dermed nærmer eventyret i København sig sin afslutning for Superliga-stjernen, som har været en del af løveflokken siden sommeren 2017, hvor han kom til klubben fra Panathinaikos.

I de seneste små seks år har Carlos Zeca repræsenteret FC København i både Champions League, Conference League, DBU Pokalen, Europa League og Superligaen, og han har vundet to danske mesterskaber. 

Lige nu arbejder FC København-kaptajnen på at blive sin seneste korsbåndsskade, som han pådrog sig i efteråret sidste år, kvit, og ifølge Tipsbladets oplysninger er københavnerne parate til at bistå Carlos Zeca med genoptræningen samt give midtbanekrigeren en flot afsked.  Det må siges at være forståeligt med tanke på, hvad Carlos Zeca har betydet for hovedstadsklubben i mere end et halvt årti.

Carlos Zeca er noteret for 193 kampe for FC København. 

Cirka en time efter Tipsbladets historie melder FC København nu ud, at Carlos Zecas fremtid i Danmarks hovedstad er uafklaret, og at det ikke er garanteret, at han forlader klubben til sommer. 

- Lige nu er fokus for os og Zeca, at han skal blive klar til at spille fodbold igen på højt niveau, og så har vi sideløbende en dialog med ham og hans bagland om, hvad han og vi ønsker i fremtiden, lyder det fra sportsdirektøren i FC København, Peter Christiansen, inden han fortsætter: 

- Den dialog ville vi ikke have, hvis ikke vi så en mulighed for, at han fortsætter i FCK. Men da dialogen ikke er afsluttet, så ville det være forkert af os at gå mere i detaljer med den. Vi skal nok give besked, når alle er klar til det. 

Hovedpersonen siger selv, at alt hans fokus er på genoptræningen lige nu. 

- Jeg har det godt i klubben og arbejder hårdt sammen med staben for at blive klar til fodbold igen. Hvad der skal ske efter sommeren er stadig ikke besluttet, og jeg lader min agent tage sig af de ting, fordi jeg bruger mine kræfter på at genoptræne.