Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: PL-klub byder på Superligaens bedste

Der er interesse for Superligaens bedste spiller i foråret fra Premier League men også andre af Europas topligaer.

FC Nordsjælland har gennem de seneste seks-syv år sat sig på en rolle som en af Superligaens bedste til at sælge især unge spillere.

Og det er også indtil flere af de unge, der denne sommer er bud efter.

Adamo Nagalo og Mohamed Diomande kunne givetvis sælges for solide millionbeløb, men det er Ernest Nuamah, der er det helt store navn efter en flot gennembrudssæson.

Nuamah gjorde det så godt, at Superligaens trænere stemte ham ind som Forårets Profil i Tipsbladets traditionsrige kåring, og der er bud efter forwarden.

Tipsbladet kan afsløre, at der er solid interesse fra indtil flere klubber i Premier League i et køb af Ernest Nuamah.

Nuamahs hurtighed og evne til at sætte forsvarsspillere af vækker opsigt, og flere klubber har altså Nuamah som en af de muligheder, de arbejder på.

Klubber i Premier Leagues Top 10 er interesserede, og der er faldet mindst et bud på Nuamah, uden at der er noget, der er tæt på at falde på plads. 

Der skal også være interesse fra to af Europas øvrige topligaer, hvoraf den ene er Frankrigs Ligue 1, hvor FC Nordsjællands rival FC København måske skal sælge Hákon Haraldsson til Lille.

PL styrer prisen
Næste spørgsmål er prisen, og her får interessen fra Premier League også meget at sige.

Da Kamaldeen Sulemana kom til franske Rennes for 135 millioner kroner i 2021, var prisen ikke mindst blevet skubbet i vejret af interesse fra Manchester United.

Hvis interessen fra England bliver til reelle bud, kan noget lignende gentage sig, og selv om Nuamah ikke har spillet førsteholdsfodbold i mere end 14 måneder, og dermed mindre end Sulemana, kan hans pris også ende oppe i lejet 125-150 millioner kroner.

Det kræver dog efter alt at dømme Premier League-bud, som Nuamah så enten nikker ja til, eller som lokker klubber på kontinentet til at byde med.

Lettere vej ind i England
Da Simon Adingra sidste år sagde ja til at rykke fra FC Nordsjælland til Brighton, var det lidt et særsyn, da han samtidig accepterede at blive udlejet til Union SG i Belgien.

Det kastede så en sæson af sig, hvor Adingra spillede 51 kampe og blev målt for både 15 mål og assists, og vejen er nu banet for et skifte til Brighton, der ejer Union og med stor succes har ladet indtil flere dygtige unge spillere vænne sig til en stærkere liga og få de nødvendige point til arbejdstilladelsen.

Skal Nuamah igennem det samme?

Måske, og det kan potentielt få den unge ghaneser til at vælge England fra på grund af den tvivl, der er forbundet til en straks-udleje.

Men vejen til England blev tidligere i denne måned væsentligt lettere for Ernest Nuamah, da de engelske fodboldmyndigheder indførte en særregel, der giver Premier League-klubber lov til at hente op til fire spillere per sæson, der ellers ikke lever op til kriterierne til en arbejdstilladelse efter Brexit.

Det kan blive Nuamahs smuthul og bane en vej til et engelsk skifte, som andre store, unge FCN-navne tidligere har valgt fra netop på grund af tvungen udleje og bøvlede arbejdstilladelser.

Nuamah er klar
Hovedpersonen selv fik i søndags landsholdsdebut med en indskiftning for Ghana mod Madagascar, der overraskende holdt 0-0 mod de ghanesiske stjernenavne.

Der er dermed bevilliget ekstra ferie, hvor resten af FCN-truppen begynder træningen i næste uge.

Ifølge Tipsbladets oplysninger peger det i retning af, at cheftræner Johannes Hoff Thorup ikke lægger planerne efter at have Nuamah til rådighed.

I det nordsjællandske er et af buddene på en afløser Ibrahim Osman, den 18-årige forward, der begyndte at komme ind mod slutningen af sæsonen og viste prøver på et stort talent.

Og trækker et skifte ud, kan Nuamah blot glide ind igen og spille med indtil et salg i slutningen af transfervinduet, eller tage en halvsæson til, hvis det rette tilbud ikke kommer.

I interviewet med Tipsbladet, da han var blevet Forårets Profil, erklærede FCN-stjernen sig klar til et skifte.

- Jeg taler med Kudus, Kamaldeen og andre. De er mine venner, og de har været en stor hjælp for mig. De har været i det her system før, og de forstår, hvordan tingene fungerer. Jeg har talt meget med dem om, hvordan jeg skal agere på banen, og hvordan jeg skal håndtere arbejdet uden for. Jeg talte med dem, før jeg kom hertil, og når jeg ser tilbage, kan jeg se, hvor meget det har hjulpet mig, siger Ernest Nuamah til Tipsbladet.

- Så ja, jeg mener, at jeg er klar til det næste skridt. Jeg har det gjort det, vi havde håbet på, og har hjulpet holdet meget. Så jeg føler mig klar, siger Ernest Nuamah.

- Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad der sker. Jeg har det godt.

FC Nordsjælland skal spille Superliga-fodbold igen mandag 24. juli, hvor man får besøg af Viborg FF, det samme hold man lukkede sæsonen 2022/23 imod.