Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Brøndby henter Stijn Spierings

Brøndby er nået til enighed med Stijn Spierings og har dermed fundet den midtbanespiller, som klubben længe har ønsket at forstærke sig med. Kun små detaljer mangler. Det kan Tipsbladet afsløre.

Brøndby har denne sommer hentet Patrick Pentz samt fået tilført to Masterclass-spillere i Clement Bischoff og Noah Nartey, der begge er gået direkte ind i startopstillingen, og nu er første forstærkning udefra til marken næsten på plads.

Tipsbladet kan afsløre, at Stijn Spierings er meget tæt på at blive ny mand på Vestegnen.

Ifølge Tipsbladets oplysninger og kilder i Frankrig er Brøndby enig med den hollandske midtbanespiller om kontraktforholdene, og der forhandles nu på livet løs med RC Lens, ligesom spilleren selv er i dialog med den franske klub om et hurtigt skifte.

Det var onsdag formiddag, at det kom frem i BrøndbyLyd, at dialogen mellem Stijn Spierings og klubben fra Vestegnen var genoptaget, og siden er det gået stærkt, så handlen er tæt på at være i mål.

Den 28-årige midtbanespiller, som Brøndby har været i markedet efter hele sommeren, blev for en uge siden sat i forbindelse med danskerne, da L’Equipe beskrev, at der var forhandlinger mellem klubberne.

Forhandlinger var der imidlertid ikke før tidligst i starten af denne uge, for søndag afviste fodbolddirektør Carsten V. Jensen over for Viaplay, at samtalerne var kommet så langt.

Hollænderens kontrakt med RC Lens løber i tre år endnu, men den franske klub arbejder altså nu på at sige farvel til spilleren, som i sidste sæson var udlejet til Toulouse, hvor han var fast mand.

Nu er han formaliteter fra at tørne ud for Brøndby.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.