Norwich med Johannes Hoff Thorup som cheftræner får endnu en ønskesigning.
Tipsbladet kan afsløre, at Anis Slimane har bestået sit lægetjek i Championship-klubben, og der mangler nu kun en underskrift, før han skifter klub.
Ifølge Tipsbladets oplysninger bliver den dansk-tunesiske midtbanespiller i hele denne sæson udlejet fra Sheffield United til ligakonkurrenterne fra Norwich, som også har fået en købsoption på den 23-årige dygtige tekniker.
Skiftet har været undervejs i nogle dage, og forskellige medier har skrevet om en aftale tæt på, og tirsdag udtalte Sheffield Uniteds manager, Chris Wilder, at han ikke spillede med i Carabao Cup-kampen mod Barnsley grundet netop den forestående transfer.
Den tunesiske landsholdsspiller fik sidste sommer opfyldt en drengedrøm, da han skiftede til Premier League fra Brøndby i en stor handel, hvor Superliga-klubben tjente 20 millioner kroner på deres tidligere Masterclass-spiller.
Det blev til 15 optrædener i Premier League, ligesom han har fået spilletid i alle tre Championship -runder i denne sæson.
Han har også spillet en fuld kamp i EFL Cuppen, og her scorede Anis Slimane tilmed.
Nu skal han imidlertid til Norwich, hvor han bliver genforenet med sin tidligere holdkammerat i Brøndby Oscar Schwartau, som også lige er blevet indkøbt til danskerklubben.
Og hvis Anis Slimane klarer sig efter forhåbningerne, har Norwich med cheftræner Johannes Hoff Thorup og assistenttræner Glen Riddersholm førsteret til at købe ham fri.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.