- OB kunne jo også tilbyde mig en del mere i løn end Sønderjyske.
Hvor meget mere?
- Uh....
Dobbelt så meget? Tre gange så meget?
- Jeg må hellere holde det for mig selv - OB-fansene vil bare hade mig endnu mere, hvis de fandt ud af det.
Mart Lieder gider ikke tale om løn, men derudover er den hollandske angriber meget snakkesalig, da Tipsbladet fanger ham, mens han sidder i bilen. Lieder bruger en del tid bag rattet - anderledes kan det ikke være, når man selv bor i Holland og har en hustru, der er professionel håndboldspiller i Tyskland.
For et par år siden boede Mart Lieder og konen Tess Wester sammen i Odense, hvor han var angriber for OB, og hun var målvogter for byens håndboldhold. Det havde hun noget mere succes med, end Mart Lieder havde på fodboldbanen i den fynske hovedstad.
Så når den 33-årige hollænder ser tilbage på tiden i Danmark, er det med blandede følelser på grund af opholdet i OB.
- Jeg var jo rigtig glad for at bo i Danmark, og det samme var Tess. Odense er en dejlig by, men det gik ikke, som hverken jeg eller OB havde håbet. Det var en skam, siger Mart Lieder og tilføjer:
- Andreas Alm afløste Jakob Michelsen, og jeg husker, jeg havde en god preseason, men jeg spillede ikke. Jeg kan huske, jeg udtalte til medierne, at jeg mente, jeg skulle være på holdet, og det var måske ikke så smart. Danskere bryder sig ikke så meget om den type arrogance, så det var min fejl. Jeg skulle ikke have været så flabet.
Mart Lieder spillede ikke ret meget under Andreas Alm, men han spillede mere end under Michael Hemmingsen, der var trænervikar i en periode, mens hollænderen var på Fyn. Lieder lægger ikke skjul på, at han og Hemmingsen, der også var sportschef i OB, aldrig helt fandt melodien sammen.
- Jeg vil ikke kaste med mudder her nogle år senere, men vi havde ikke noget godt forhold. Det ved han, og det ved jeg.
Det er dog langt fra forholdet til Michael Hemmingsen, der fylder mest i angriberens tanker.
- Jeg er ked af, at jeg aldrig fik vist OB-fansene den sande Mart Lieder, men jeg vil gerne sige, at jeg virkelig godt kunne lide dem. OB er en fed klub på mange måder, og Odense er en skøn by, fastslår Mart Lieder.
Kom som målmaskine
Det var slet ikke OB, der hentede Mart Lieder til Danmark. Det gjorde Sønderjyske i sommeren 2018, og hollænderen stemplede ind i Haderslev på bagkant af en fuldstændig fabelagtig sæson i hjemlandet, hvor han havde scoret 31 mål i 31 kampe for FC Eindhoven i den næstbedste række.
Mart, jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til at se dig i dansk fodbold.
- Så blev du sgu nok skuffet, lyder det med et grin fra Lieder.
Han tilføjer mere alvorstungt:
- Alt i alt gik det jo fint - ikke mindst i Sønderjyske. Jeg er dog ret sikker på, at jeg ikke helt levede op til de forventninger, I journalister havde til mig. Spillestilen var meget anderledes. Som angriber i Holland skal man være inde i boksen og kun tænke på at score mål, mens jeg i Sønderjyske skulle være mere uden for feltet end i feltet.
- Jeg skulle arbejde hårdt og bevæge mig ud i siderne. Det var simpelthen ikke muligt at score lige så mange mål. Men det gik okay, og jeg gjorde mig trods alt fortjent til et skifte til OB.
Dengang for præcis fire år siden var en anden dansk klub også ude med snøren, uden at Mart Lieder bed på.
- Der var også interesse fra AGF, men jeg ville hellere til OB. Det gjorde jo også det hele meget nemt for mig, at jeg allerede boede i Odense på det tidspunkt. Det var meget attraktivt for mig.
Det samme var lønnen - men det er en helt anden snak...
Mart Lieder scorede fem mål i 34 kampe for OB, mens det blev til 15 kasser i 57 optrædener for Sønderjyske.